Jeg står med armene over kors og ser ud over de mennesker, der er kommet til min fødselsdag. Åge, Arne, Gertrud, Birthe, Anders, Mads, Kaj, nar, nar, nar, person, person, person, lækkert hug, slibrig tæve... Vent lidt. Lækkert hug?! Jeg vender blikket mod den unge fyr, der står med siden til mig og taler med den slibrige tæve. Hans lange, mørke hår, der går til midt på halsen, mørkebrune øjne og de flotteste former, en dreng kan have. Har jeg set ham før? Hvis jeg har, har jeg været blind før. Men hvorfor er han til min fødselsdag, hvis jeg ikke har set ham før? Den slibrige tæve ser rød ud i hovedet, hun må være hans kæreste. Faktisk, så tror jeg at jeg et eller andet sted har en relation til dem begge. Spørgsmålet er bare hvordan og hvad de begge hedder, for hvis jeg ikke kender navnet på tæven, kan jeg lige så godt smide hende ud fra festen selvom hun protesterer og skælder mig ud, det er trods alt mig, der bliver hyldet.
Jeg vender mig væk fra hende. Helt ærligt, hvornår har jeg nogensinde sagt at jeg var interesseret i at vide mere om hende? Da jeg ser til siden for at undgå hendes falkeblik, står der er en ung pige og ser mod mig. Jeg kender hende ikke, eller ihvertfald har jeg aldrig set hende før. Jeg er jo også trods alt blevet slæbt herhen af mine forældre, der mente at det ville være godt for mig. Pigen har flot, langt gyldent hår og står med armene over kors og ser åbenbart ud over gæsterne og mig. Eller, det tror jeg da nok, for nu er hun stoppet op med at kigge rundt og ser mod mig i det at det irriterende kvindemenneske stiller sig foran mig og igen tager min opmærksomhed.
Åh, hvor ville jeg ønske at det snart er slut, det her!, tænker de begge to og pigen ser igen ud over gæsterne, som hun forsøger at huske, mens den unge dreng forsøger at tale sin veninde ned, det er jo lige til at blive sindssyg af...