"Carina, vågn nu op. Vi har travlt."
Carina vender sig mod søsterens stemme.
"Alberte? Hvad vil du? Og hvor er jeg?"
"Vi er jo på kirkegården. Vi skal ordne mors grav, det aftalte vi jo, ikke?" Carina nikker, men kan ikke rigtig huske noget. Og hvor er Niels? Er det ham der står ved gravstenen? Det ligner ham, men han ser meget ung ud. Som dengang de blev kærester.
"Carina for helvede," Alberte ligner en tordensky,"kom nu igang. Her, du styrer rendegraveren. Vi skal have mor op i en fart, så vi kan rense hende, før det er for sent."
Alberte har altid været den stærke af de to, så det er nok rigtigt. Desuden føler hun en glæde i sit hjerte. Mors krop skal renses for ondskaben. Carina bliver helt høj, da hun åbner graven og smadrer kisten med rendegraveren. Rusen bliver endnu større, da hun hælder salpetersyre på knoglerne og ser dem gå i opløsning. Ondskaben er borte. Alberte er borte, men hvor er Niels?
"Niels, Niels, hvor er du? Niels? ..."
Carina, hold nu kæft, jeg kan ikke sove i den larm.
Carina mærker de ruskende arme og slår langsomt øjnene op.
"Niels, der er du. Hvor var du?"
"For helvede Carina. Du drømmer. Vågn op."
Carina bider læberne en anelse sammen. Øjnene bliver smalle. Et par tårer løber ned ad kinderne.
"Niels, det er forfærdeligt. Vi gravede mor op og opløste hendes lig. Jeg har det rigtig dårligt. Hvorfor drømmer jeg sådan noget?"
"Fordi din mor var en led satan. En satan der styrede dit og Albertes liv. Hun tænkte kun på sig selv. Altid kun sig selv." Niels' stemme er rolig som skovsøen neden for deres have.
"Niels, det kan du da ikke mene. Mor sagde altid, at du var en drøm af en svigersøn. At jeg slet ikke havde fortjent dig. At jeg slet ikke var god nok. Mor elskede dig."
Carina ansigt ligner billedet i deres havestue. Det der hedder sort samvittighed. En bryllupsgave fra moderen.
"Det er netop problemet," svarer Niels roligt."Din virkelighed er en drøm. Virkeligheden i din verden, ligger i dine drømme. Så lav en kovending. Udlev dine drømme og put virkeligheden ned i din mors grav."