Venteværelse. Hvad er det for et ord? Det er som om ens liv er sat på pause og så kan man sidde der og glo. Jeg hader det. Jeg hader at vente. Jeg hoster et par gange og får igen ondt i halsen. Flere gange hiver jeg lidt anstrengt efter vejret.
”Nå, du er måske smittet med den nye influenza?” ler manden ved siden af. Dårlig vittighed.
Jeg ved ikke hvad jeg fejler. Det prikker mig hele vejen ned gennem ryggen. De små hår rejser sig. Kan det være det? Men sygdommen er ikke nået til Danmark endnu, vel? Jeg sveder og mine håndflader klister.
De andre i venteværelset flyder sammen med det. Jeg prøver vist at rejse mig og hente et blad. Et af dem fyldt med sukkersøde historier så man slipper for at bruge hovedet. Dem hader jeg ellers. Det skærper ikke hjernen at læse dem. I vores moderne sammenfund skal man tænke over CO2 udslippet og klimaforandringer og den slags.
Med et blad i hånden går jeg tilbage. En lille pige med snottet næse og røde øjne sidder på sin mors skød. Blidt vugger hun barnet frem og tilbage så det bliver ved med at forholde sig roligt.
Ved siden af dem sidder et par. Manden er lille og tæt bygget. Kvinden ser ud til at dampe af varme. ”Der er nok en til der er smittet med den nye influenza,” griner manden ved siden af mig. Forbandet sjov, tror han vist han er. Jeg har ikke energi til at sige noget. Ikke engang til at åbne bladet. Tænk hvis det er den?
En Mads Hansen bliver kaldt ind. Det er ham manden ved siden af mig. Ham med de dårlige vittigheder om andre folks sygdomme. Han ser ikke selv for smart ud. Hans store bukser hænger nede under røven og den tætsiddende T-shirt dækker knap hans store vom. Jeg begynder at svede. Tænk nu hvis manden har ret? Det kan godt være det.
Så bliver mit navn råbt op. Jeg rejser mig. Mærker hvordan sveden drypper fra min pande. Jeg er våd overalt. På vej ind kommer manden ud igen.”Ny influenza. Det er for galt. Tænk at skulle fejle det,” mumler han. Lidt overrasket kigger jeg. Så er sygdommen nået til Danmark.
Og mig? Jeg har en slem forkølelse har lægen sagt.