”Skal du ikke snart afsted?” spørger hun. Jeg nikker og sætter kaffekoppen fra mig.
Min regnjakke hænger som altid på knagen og ovenover er hatten.
Mens jeg tager regntøjet på, stiller hun sig om ad væggen med krydsede arme.
”Hvornår er du hjemme?” spørger hun.
”Om et par timer,” Siger jeg, hvorefter jeg kysser hende på panden. Jeg åbner døren, men hun afbryder mig i min handling.
”Går du, uden at give mig et kys?”
Hun står foran mig, bag mig er døren er lukket. Hendes kys er lidenskabelige, og jeg glemmer mig selv i dem. De beder mig blive, men jeg kan ikke.
Jeg ser hvordan vi står i spejlet bag hende. Hun har sin gule sommerkjole på, og jeg min grå sweater, som et af de sædvanlige synonymer på, hvor forskellige vi er.
Som altid er det mig der afbryder; denne gang ved blidt at skubbe hende fra mig.
”Bare rolig, jeg er snart tilbage,” fortæller jeg hende endnu engang. ”Venter du på mig herhjemme?”
”Selvfølgelig,” siger hun, og snor sig kælent op ad mig, med en kats smidighed.
Jeg smiler for mig selv mens jeg tager i døren. ”Det skal nok blive en god dag,” tænker jeg, men netop da vender jeg mig om og ser hvordan hun står med sit ventende blik og armene over kors.
”Skyld dig,” Siger hun irritabelt.