Der kommer en pige gående henimod lægens hus, hendes sorte hår er bundet i talrige fletninger og om den ene fod sidder en lille perlelænke, på hende spinkle ryg er bundet et lille barn. Hun gør et hop så barnet kommer højere op på at sidde på ryggen. Den lilles hoved rykker lidt hænger atter slapt ned. Varmen hænger tungt og fluerne svirrer og tager til takke med sveddråberne på pigens hud. Endeligt er hun nået frem efter fire timers vandring over den lave bjergryg og gennem den mudrede flod. Tørsten plager men pigen er lykkelig over at være fremme.

Hun træder inden for og tager nænsomt sin søster ud af tæppet og lægger hende på gulvet tæt ved hende. En gammel mand sidder på en stol ved siden af, han flytter foden så der er mere plads til den lille. Hans øjne er røde og trætte, de bare fødder er furede men sunde og stærke. Overfor hende sidder en mor med sin søn, en nødtørftig forbinding af lasede klude er bundet omkring hans hoved. Hun synger beroligende medens hun slår en let takt med den ene hånd. Pigen kende godt sangen, hendes mor sang den så tit. Hendes lillesøster rør let på sig og hoster tørt, tager tilløb til gråd men energien mangler og hun falder atter hen. En gravid kvinde snakker grinende med ældre kone der holder sig for munden men hun kan ikke skjule sit tandløse smil. Sangen beroliger pigen og hun tager sin søster op i sin favn og vugger hende let. Stille synger hun med. Der er meget smerte og lidelse i rummet men ingen tårer. Vi er i et land uden gråd i et land hvor mennesket er holdt op med at kalde. Pigen tager en lille lerkande frem, rejser sig og går hen fylder den med vand.

En efter en bliver de syge lukket ind i en uendelighed. Pigen og lillesøsterens skæbne forbliver os ukendt. Det var bare en et lille glimt af verdenen i mit lille fjersyn i et lille land.

Er det muligt at svare selvom der ikke bliver kaldt.