¨"Tror du at du skal sidde med til bords, Johnny?"
Teddys øjenbryn fløj op over brillerne og da landede igen, lignede de en busket flagermus med vinger af hån og vantro.
Jeg stirrede fra den ene til den anden og ned af det lange bord med den hvide damaskdug, mågestellet og de 17 forskellige former for bagværk. Mit blik strejfede min mors leverplettede, gigtkrogede hænder, der vred sig mod hinanden, ca. en centimeter over den plisserede nederdel. Tilsidst nåede blikket så den aldrende patriark, der så ud som om han ville gemme sig bag det lille dannebrogsflag og kortet, hvor der stod: "Tillykke med de 75, Anders von Ankerskjold."
Der var forresten meget stille og de fleste andre glanede på Johnny og Teddy. Dog ikke tykke Frederikke. Hun stirrede på en rød sodavandsplet. Jeg rystede svagt på hovedet, rettede på min frisure og åbnede munden for at sige noget forløsende.
Selvfølgelig skulle chaufføren da ikke sidde med til bords. Heller ikke selvom han havde store blå øjne og kastaniebrune krøller. Han var jo det uægte barn af en gammel, fordrukken hore.
"Gå din vej.Du er sagt op."
Det var fødselaren, der talte og jeg smilede.
Men i næste øjeblik lød der et mægtigt klask, efterfulgt af undertrykte fnis. Rasende tværede jeg flødeskum og kageklask væk fra mine øjne og så, at der lå en tung pakke midt i de sørgelige rester af en lagkage.Det kogte i mig og gennem en tågebølge af svajende kopper hørte jeg Johnnys stemme:
"Velbekomme søster Olga og Tillykke far. Og så farvel!"