Jeg åbner døren ind til venteværelset, og tager forsigtigt en dyb indånding. Da jeg træder ind ad døren, kan jeg se at alle har deres blik rettet imod mig. Det er en ubehagelig følelse. Jeg ville ønske at de kiggede væk. Forsigtigt sætter jeg mig på en stol, som er placeret et stykke væk fra de andre patienter. Griber så fat i et gammelt blad, og lader som om det interesserer mig. Jeg hader venteværelser. Gid lægen dog snart ville kalde mig ind! Mit hjerte hamrer af nervøsitet, for jeg er helt overbevist om at jeg fejler noget alvorligt.

Jeg forsøger at berolige mig selv, men jeg kan mærke hvordan panikken langsomt stiger op i mig. Hvornår kalder han mig ind?! Føler at jeg er ved at besvime. En kvinde ved siden af mig, spørger om jeg er okay, og jeg nikker skrækslagent til hende. Men jeg er ikke okay. Faktisk langt fra. Jeg begynder for alvor at gå i panik, da jeg forsøger at rejse mig, men så mærker at mine ben føles som gele. Hvad sker der med mig?

Min vejrtrækning bliver hurtigere og hurtigere, og selvom jeg prøver at tage det roligt, så kan jeg ikke. Jeg kan se at de andre patienter stirrer på mig, og det gør mig bare endnu mere utilpas. Pludselig føler jeg, at alt svimler for mine øjne, og at jeg ikke længere kan stå på mine ben. Jeg dør nu!

"Bonnie!" "Bonnie vågn op." Det er lægens stemme, som kalder på mig. Forsigtigt åbner jeg mine øjne, og ser mig rundt omkring. " Hvad er der sket?" spørger jeg. Lægen griber fat om min fugtige hånd, og forklarer mig at jeg har fået et angstanfald. Jeg ånder lettet op, for jeg var helt overbevist om at jeg var døden nær. "Er du sød at undersøge mig? Jeg er sikker på, at jeg fejler noget alvorligt." Lægen kigger på mig, og ruller så lidt med øjnene. "Bonnie, som jeg har sagt mange gange, så fejler du ikke noget. Du er bare hypokonder."

Udenfor lægens venteværelse, føles alt meget bedre. Jeg ånder lettet op, og fjerner så alt sveden fra min pande.
Men hvad er nu det? Er det en knude, jeg har på panden? Jeg må nok hellere gå ind igen. Bare for en sikkerheds skyld..