Sneen er hvid og uberørt, og har været det længe. Intet godt tegn. Hun løfter snuden mod vinden og vejer, intet. Ikke det mindste spor af mad. Hun er sulten, og der har ikke været spor af noget mad i flere dage. Kun en unge har hun tilbage. Den anden unge ville ikke rejse sig i går. Helt kold og stiv var den. Kulden og sulten tog livet fra den. Sulten som er menneskenes skyld.
Hun vejer igen mod vinden, stadig intet tegn på mad. Langsomt går hun videre, med den sidste afkræftede unge bag sig. Det gør ondt i hendes hjerte, men hun og ungen var nød til at spise den døde unge. Den gav dem lidt flere kræfter, til at søge efter mad.
Længere fremme er sneen rodet lidt op. Hun spidser ører og ser sig omkring. Landskabet er goldt med snesletter, dybe kløfter og høje bjergtinder. Der. Noget rørte på sig henne ved de klipper. Hun brummer svagt, og ungen søger skjul ved en anden klippe.
Langsomt lister hun sig frem. Nu kan hun lugte den. En bjergged. De plejer normalt at følges ad i større flokke, men menneskene har jaget og dræbt disse, så nu laver de i mindre spredte flokke, og der er færre af dem. Hun lister sig nærmere. Hun stanser op. Bjerggeden er død. For nylig ganske vist. Hun nærmer sig den forsigtigt. Klippevægene foran og ved siden af hende er stejle. Hun kikker op. Den må være faldet ned. Sulten knurrer i hendes mave og hun kalder ungen til sig.
Der er mad til nogle dage i geden, men inden længe vil sulten igen tvinge dem til at vandre hvileløse rundt i de ugæstfri Himalayabjerge. Dømt til en nådeløs kamp på liv og død, af menneskenes egoisme og dumhed.