Måske er de bange for os. Menneskerne. Måske er de bange for, at vi kun er ude på at dræbe dem. Men de skulle kende vores frygt. Vi er mindst ligeså bange for dem. Når de nærmer sig i larmende biler, og med deres gevær i hænderne, så ved vi at det er ved at være slut. Der er intet håb for os, for det eneste vi har, er vores stærke tænder, og vores hurtige hastighed. Men hvad hjælper det? Vores styrke kan ikke forhindre geværet i at ramme os.

Så vi venter bare på dem. Venter på at de med tiden får os alle udryddet. Men vi har tænkt os at kæmpe. Vi vil kæmpe til det sidste, og gøre vores bedste for at få dem dræbt, inden de dræber os. Jeg er rasende på dem. Forstår de ikke naturen? Det gælder om at overleve, og det er det eneste vi gør. De kommer her i naturen med deres selvglade udtryk, og prøver at ødelægge alt det vi har fået skabt. Alt det vi har kæmpet for at redde. De føler sig magtfulde med deres geværer, for de ved at vi alle frygter dem. Men det er kun et spørgsmål om tid, før vi får taget magten fra dem. De ville ikke være noget uden deres geværer.

Nej, se nu der! Nu kommer der endnu et menneske. Tror ikke, at han har set mig. Jeg vil snige mig ind på ham, inden han overhovedet når at trykke på aftrækkeren, og så er aftensmaden reddet. De er selv skyld i at de bliver ædt..