”Cindy, hvad er der dog sket?” Min mors stemme brød stilheden.
Tårerne som jeg havde kæmpet med så længe, flød nu stille ned ad mine kinder. Efter at have sundet mig lidt lykkedes det mig at mumle noget med at lægen ville komme snart. Min mor satte sig til højre for mig i stolen med det bordeaux røde betræk. Min stol var betrukket med en noget lunken grøn farve. I stolen ved siden af mig sad en ung kvinde. Et par år ældre end jeg selv. Hendes blodrøde hår klistrede til hendes pande og hendes røde feberblanke øjne stirrede intenst ud i luften. Hun var alene. De andre folk i venteværelset var en kedelig forsamling. Et ældre ægtepar hvor konen havde is på sin venstre fod, en mand med sin søn som havde en flænge i hovedet og en kvinde med sin datter som sad og sov.

”Undskyld kunne du ikke hente mig noget vand?” Spurgte den unge kvinde som sad ved siden af mig.
”Jo da," jeg rejste mig langsomt. Lettet over at være blevet reddet fra mine tanker.” Her."
”Hvad hedder du?” Hun smilede skævt til mig og jeg kunne skimte feberen i hendes øjne.
”Cindy. Hvad med dig?” Jeg hviskede ordene. Som var det forbudt at sige noget med normal stemme. Jeg lagde mærke til at kvinden med datteren stirrede på mig. Det var ubehageligt.
”Henriette. Jeg har været på ferie og lige siden jeg kom hjem har jeg været så dårlig. Som du vistnok kan se!” Hun lo kort og smilede til mig, ”hvorfor er du her?”
jeg overvejede svaret. Hvad kunne man tillade sig at sige her i skadestuens venteværelse? Venteværelset med de gule vægge. Vægge som hvis de havde øjne ville have set mere sygdom, mere dårligdom end de fleste mennesker oplever gennem hele deres liv.

”Min lillesøster har taget en pille overdosis.” Min mor som havde siddet og små lyttet til vores samtale brød sammen ved disse ord. Jeg følte mig tom. Kunne intet føle. Var det min skyld?
Henriette og alle de resterende ventende som var gamle nok til at forstå mine ord, og som alle havde hørt det da de kom ud lidt for højt stirrede på mig og min mor med kæmpestore forskrækkede øjne.

”Fru Hansen?” Min mor og jeg rejste os hurtigt. Hun tog min hånd og klemte den. Den var svedig og hun rystede.
”Jeg beklager…”