”Så er det torsdag igen.” Lise rakte ham en kop kaffe.

”Humfff,” svarede han gnaven, mens han tog kaffen. Han tog et hurtigt slurk og kiggede gennem glasruden ud i det fyldte venteværelset.

The usual suspects. Som sædvanligt. De ni kællinger, samt en teenage pige. Torsdag. Ugens værste dag. Ugebladene udkom om onsdagen. Alle de usual suspects var ude i venteværelset med denne uges modesygdom.

Lise Jørgensen, havde gennem tiderne bildt sig selv ind at hun led af; for højt blodtryk, for lavt blodtryk, for højt blodsukker, for lavt blodsukker, cancer i brystet, livmoderen, lungerne, leveren, maven samt diverse andre organer.

Pia Lang. Hun havde ondt alle vegne. Altså foruden alle de ovenstående sygdomme. Pias virkelige problem var 40 ekstra kilo. Når man er midt i halvtredserne og fyrre kilo overvægtig får man ondt i knæ, hofter, ryg osv. Gennem årene havde han forklaret hende utallige gange at hun skulle tabe sig. Hver gang havde hun sagt ”ja, ja” og straks taget et par kilo på.

Sjanne Jensen. Hendes fantasi kendte ingen grænser. Sidste år havde hun læst at det var muligt at få den sorte pest af flåt bid, hvis man var ekstrem uheldig i New Mexico i USA. Endvidere havde ugebladet fortalt, at turister der rejst tilbage til New York og lignende, næsten altid blev fejldiagnosticeret, da lokale læger aldrig havde set sygdommen før. Nogle døde. Det havde taget ham flere uger at overbevise hende om hun ikke havde den sorte pest. Især da hun aldrig havde sat sine ben i USA.

De andre seks var lige sådan. Alle og hver læste de ugebladene med denne uges dødbringende sygdom og straks fandt de alle symptomerne hos sig selv. Han var begyndt for flere år siden, selv at læse ugebladene, så han fik lidt varsel om hvad han skulle lægge øre til de næste dage.
De ni kællinger, som både Lise omtalte som torsdagskaffeklubben, led alle sammen af et indholdsløst liv. Det de trængte til var at der skete noget interessant for dem. Enten det eller at en eller anden fyr begyndte at foder dem tyve centimeter hver aften. Det morsomme i den tanke fik hans sorte humør til at lette en smule.
”Ja, ja, Lise,” sagde han. ”Send bare den første ind, så finder vi ud af om hun læser Se og Hør, eller Ude og Hjemme. Eller begge.”