Mordofre har alle en ting til fælles - de er døde. Lars Nordstrøm var død. Jeg burde vide det. For fem år, 2 måneder og 6 dage siden skød jeg ham to gange med en fyrre kalibre Beretta. Begge gange midt i brystet. Derefter begravede jeg ham.
Dybt. Langt dybere end de påkrævet seks fod.
Når det er sagt, hvordan sad han så her i Mama Mia’s italienske restaurant og spiste lasagne? Han var alene, og koncentreret sig om sit måltid og vin. Håret var bleven gråt. Ansigtet var rundere og skulderne større. Han havde taget nogle kilo på. Enten det eller også var det den løse skjorte han bar. Den dæmpede belysning til trods, var jeg ikke i tvivl. Det var ham. Man glemmer ikke dem man dræber.
Jeg smed en hund på bardisken for min drink og skyndte mig ud af døren uden at vente på byttepenge. Jeg krydsede gaden og i mørket af opgangen overfor, tændte jeg en smøg og trak røgen dybt. Lars var død. Det var ”stone sure”. Man overlever ikke to kugler i hjertet. Og man graver ikke sig fri fra 2 meter nede. Det sker kun i film. Manden derinde måtte nødvendigvis være en ”dobbeltgænger”.
Men sæt nu han ikke var. Hvad hvis Lars havde overlevet? Kunne han det? Jeg trak dybt på smøgen endnu en gang. Mine hænder rystede lidt mens jeg røg. Jeg knipsede den udtjente smøg fra mig og tændte en ny. Yderligere et dybt træk på den mens jeg tænkte som rasende. Røgen beroligede mig til sidst. Hvis det var ham, hvorfor havde han ikke opsøgt mig for hævn i de foregående fem år? Hvorfor intet politi? Hvorfor var han dukket op lige nu? Det havde jeg ikke brug for.
Pis. Nå, det var et problem, men dog et mindre problem. Jeg jo bare kunne dræbe ham igen.