Han rakte hende den lille blå metalæske, da han kom tilbage fra stewardessens bod midt i toget.
”Her, du sagde jo du var sulten.”
Hun vendte den tøvende i hænderne. ”Har du købt pommes frites? – Jeg er altså på slankekur”
”Det er ikke pommes frites.”
”Hvad er det så?”
”Jeg ved det faktisk ikke, det var noget nyt, de reklamerede med derhenne. Damen sagde det gik som varmt brød.”
Hun drejede den farvestrålende æske mellem hænderne. Drejede på de små hjul der var hæftet på forneden. ”Hvorfor larmer det sådan derinde?”
”larmer?”
”Ja, det er ligesom der kommer lyde inde fra den.”
”Nå, det er nok ligesom det der slik, der sprutter, når det kommer i munden – det fandtes i hvert fald engang.”
”Det kender jeg ikke.” Forsigtigt vendte og drejede hun æsken mellem hænderne. ”Hvor står kalorieindholdet. Det feder garanteret!”
Han svarede ikke. Sad blot og nød solen, der bagte omgivelserne udenfor togvinduet. Nu var der ikke så langt igen.
”Skal man bare suge indmaden ud?”
”Det tror jeg.” Han greb sin egen æske, den var rød. Så lagde han de store læber til et af de små huller og slubrede indmaden ud. ”Det smager faktisk meget godt. Lidt sødt.”
”Hvorfor er der kun sådan nogle små huller? Fik du ikke en gaffel med?”
Han rystede på hovedet. ”Nej, den kom sådan her. Hullerne er nok så små, fordi de ikke skal falde ud og stikke af.”
”Hvad hedder det egentligt.”

Den store trold greb æsken og vendte bunden i vejret på den. Rystede den kraftigt. Hjulene drejede rundt. Man kunne høre hvordan det raslede derinde. Lydene blev også højere. Ligesom skingre.
Trolden fandt langsomt sine læsebriller frem. ”Her står det. – Homo sapiens – jeg tror ikke de feder.”
”Så stik mig bare én alligevel.”