Det er en almindelig fejl mange laver i mødet med tekster: man tror uden videre det er forfatterens egen oplevelse.
Jeg kan godt lide, at du her fremlægger nogen tanker om fortællerens rolle. Det kan mange af os have brug for at gennemtænke, når vi skriver.

Irene Haffner

Det er underligt, jeg står for næsten det modsatte af dig, og dog synes jeg ikke de to synspunkter er uforenelige. Der er jo forskel på personligt og privat.

Jeg er ikke ekspert i noget som helst, bortset fra mig selv og mine erindringer og erfaringer, og så har jeg da en fantasi. Menneskene er jo sådan, at vi aldrig kan sætte os helt ud over os selv, vi må nødvendigvis opfatte alt gennem vore fem sanser, plus måske et par mere. Med dem samler vi oplevelser og indtryk, som så filtreres gennem vort sind, og det er det lager vi kan bruge af, når vi vil udtrykke os - som kunstner eller på anden måde.


Publikum er næppe særlig interesseret i mit privatliv, mit seksualliv, mit helbred, om forholdet til mine forældre, men det interesserer jo mig selv og jeg spekulerer over disse ting, og da kommer noget af det også med i hvad jeg skriver, ikke direkte, men min person vil altid ligge bag hvad jeg laver, ligegyldigt hvor abstrakt det ellers er.

Kåemer

Når jeg skriver er udgangspunktet jo mig selv - hvad jeg ser, oplever og tænker og gerne vil fortælle videre. Og det gør jeg så uden at sætte fokus på mig selv.
Som du selv skriver er der ikke mange der er interesseret i ens privatliv - men mere i det vi kan betragte som alment fælles, og som også udenforstående kan nikke genkendende til.
Så mon ikke vi er grundlæggende enig?
har læst et par tekster af dig. Du skriver blændende og personligt - men netop med den distance der gør at det fænger.
Jeg er ny her på fyldepennen, men ser allerede de ulykkelige kærligheds digte som krænger sjælen ud og egentlig er skrevet til en bestemt person og ikke til os andre.
Man henter mange ting, måske det hele, fra sit eget liv, eller krydrer med små personlige iagttagelser, men skulle man skrive mange bøger som professionel forfatter ville man nok blive nødt til at holde en vis distance til det man fortæller.

"Alle tænker kun på sig selv. Jeg er den eneste der tænker på mig." Gammel vittighed, men den kunne være navlebeskuerens valgsprog.

Jeg synes ikke jeg er særlig interessant, bortset fra at alle mennesker er det på hver deres måde, og så må jeg jo også være det.

Det er ikke pænt at tale om sig selv. Desværre har det den bivirkning, at de fleste har svært ved i det hele taget at tale om følelser. Mænd har det ry, men det gælder såmænd også kvinder. Så strømmer det over i mere eller mindre banale digte. Den er gal med balancen.

Kåemer