Kære Dagbog.

Hvilken vidunderlig solskinsdag! Der er næsten ikke en vind, der rører sig. Luften er fyldt med dufte, der kan forlede én – mig – til at tro, at det er sommer igen, og ikke en af sommerens sidste krampetrækninger inden efterårets storme sætter ind med regn og rusk.
Efter at have travet rundt og nydt vejret i dag samt ordnet nogle ærinder nede i byen, fik jeg lyst til at gå på restaurant og få min frokost dér.
Midt mellem tyske familier, danske venindepar og svenske pensionister i ikke-ryger afdelingen, spiste jeg en himmerigsmundfuld af en forret. Og skønt jeg i lang tid har været meget tilbageholdende med søde sager, fik jeg lyst til at spise en dessert, da jeg så, at de havde chokolademousse på menukortet.
Det er simpelthen 100 år og en madpakke siden jeg sidst har spist chokolademousse. Faktisk vist ikke siden jeg var gift og boede i den anden side af landet. Dengang var jeg rigtig hausfrau og lavede alt selv, når vi skulle have gæster. Og mine gæster nød mine evner udi det kulinariske. Nu har jeg aldrig rigtig brugt det dér med at sætte mit lys under en skæppe. Jeg mener, at hvis man kan noget, så er det kun pral, hvis man overdriver. Ellers kalder jeg det for konstateringer af fakta. Og jeg var – og er – rigtig god til at lave mad. Jeg nyder virkelig at tage nogle råvarer, der hver for sig ikke er noget særligt, og sætte dem sammen til noget, der kildrer ganen, er en fryd for øjet og stimulerer lugtesansen.
Men nu sad jeg altså her og ventede på min chokolademousse. Den kom. Venligt serveret af en sød tjener, og lækkert anrettet i et højt glas med appelsinskive og flødeskum på toppen. Uhmm.
Jeg tog den lange teske, der lå ved siden af, lukkede øjnene og følte, hvordan skeen mødte modstand, da den banede sig vej ned igennem moussen. Med et elegant vip med hånden vristede jeg den første mundfuld løs og transporterede den op til mine, med længsel ventende, smagsløg. Med tungen pressede jeg den bløde masse op mod min gane og nød konsistensen, sødmen og den runde smag. Dette gentog sig med den anden skefuld og den tredje.
Men så var det overhovedet ikke lækkert mere. Faktisk en rigtig kvalm fornemmelse. Jeg sad og undrede mig over, hvor meget ens smag ændrer sig i løbet af få år. Og det strejfede mig også, om nogle af mine gæster fra den gang havde haft det på samme måde med min mousse. Jeg tænkte på, hvordan kroppen tilsyneladende selv giver én lyst til de ting, der kan vedligeholde dens behov – sundt eller ej. Og hvordan man – hvis man ændrer den kemi, der er i kroppen i retning af noget sundere – mindsker sin trang til søde sager. Mærkeligt. Og det vækker til eftertanke, synes jeg. Jeg mener … min oplevelse her fortæller mig i alt fald med al ønskelig tydelighed, at denne lækkerbisken syntes min krop ikke var sund nok til mig.
Jeg besluttede mig for at huske den lækre fornemmelse af de tre første mundfulde, og lod resten af min dessert stå. 3 dyre mundfulde, men en god erfaring rigere …

Vi snakkes, kære Dagbog.
Kærlig hilsen, Maryanna