I nat var jeg i samtale med to etablerede forfattere. Begge unge. Begge kvinder. Den ene af dem var Josefine Klougart. Hun tilhører den kategori af forfattere, som jeg har hørt en masse om, men endnu ikke læst noget af. Og dog er det sidste ikke helt korrekt. Forrige sommer fik jeg læst et uddrag højt. Fra 'En af os sover', tror jeg. Ja da, hun kan skrive. Med en distinkt stemme. Men nej, jeg fik ikke lyst til at læse mere. Nå, men de to frøkener i min drøm lyttede mildt overbærende til den uudgivne (moi) som forklarede dem, at når jeg skriver om mit liv, forstår jeg pludselig både mine egne handlinger og personerne omkring mig meget bedre. Hvilket straks da jeg vågnede fik mig til at tænke, at jeg fortjener et andet mærket end forfatter. For i virkeligheden gør jeg det modsatte af at for-fatte. Jeg bagfatter.