For første gang i min karriere - som dagbogsskriver - skriver jeg to dagbøger på samme dag. Mange her på Pennen har ønsket mig held og lykke med mit møde på kommunen og jeg vil skynde mig at fortælle om det.
Udenfor rådhuset mødte jeg min nabo/kollega, som havde tilbudt at tage med mig og det ville jeg meget gerne have. Vi kom ind og fik besked på, at der lige ville gå lidt tid, inden rådgiveren havde tid. Jamen, det var Ok – bare det ikke tog for lang tid – og vi tænkte begge – Åh, nej, bare der ikke ville komme flere ubehagelige overraskelser.
Der gik 5 – 10 minutter og der stod hun. Gav pænt hånd til os begge og præsenterede sig og syntes, at det var en rigtig god ide, at jeg havde taget Anette med. Hun startede med at stille mig nogle spørgsmål, som jeg svarede på, men så tog følelserne overhånd. Da jeg skulle fortælle om beslutningen at gå på fleksjob, blev det så svært for mig, så tårerne trillede. Hun var så sød og spurgte om jeg havde kræfter til at fortsætte og ja – det havde jeg.
Hun var straks indstillet på, at jeg skulle hjælpes til at få et fleksjob og i brevet til min neurolog, der skal komme med lægelig dokumentation og vurdering, skrev hun, at det var en hastesag.
Derefter udfyldte vi en arbejdsevnevurderingsjournal, som jeg fik med hjem i kladde. Fint nok for mig, selvom det er ”stærk tobak” der står deri. Nej – jeg mener, det der står, er jo som min situation ser ud i dag og følelsesmæssigt er det en hård kamel at sluge.
Hun sagde til mig, at det var utroligt sejt, at jeg ikke havde haft sygefravær i forbindelse med min sygdom og endnu en gang påpegede hun, at jeg havde alle kriterier for, at blive indstillet til fleksjob..
Jeg havde en mødetid hos hende klokken 11.00 og gik fra hendes kontor kl 12.40.
Sum summerum – hele min indstilling og forventninger til mit arbejde kommer mig nu til gode. Der er i hvert fald stor sandsynlighed for snarest at få tilrettelagt et andet arbejdsliv. Nu har jeg fuld opbakning fra leder, fagforening, min neurolog, min kommunale rådgiver og mine kollegaer. Sagen kører ….. og hvem ved måske allerede 1. marts kan jeg kalde mig fleks-jobber. JUHU. (alligevel – når det skal være)
Så der er vel god grund til at tude. Tude af glæde, tude af afmagt, tude af lettelse, tude over min skæbne. Ja, jeg tuder, uden hel rigtig at forstå hvorfor. Jeg orkede ikke, at tage ind til optikeren, men kørte direkte hjem. Jeg er sikker på optikeren også holder åbent i morgen.
Nu vil jeg have lidt at spise og så slappe lidt af. Mødet blev jo godt, men også hårdt.
Mange hilsner (snøft) fra en glad og lettet Nellemor.
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.