Jeg skrev et digt og sagde farvel. Men det var mest et digt til mig selv. Og han har ikke fået det. Og det var heller ikke til ham.
Og livet går videre. Jeg mødte en af hans venner i dag. Han genkendte mig. Og jeg var uforberedt. Og jeg snakkede kort om mig og vennen om sig selv. Ikke et ord om ham. Og så sagde vi farvel - og jeg bad vennen hilse.
Og så indså jeg, hvor skrøbelig en afsked er. Og hvor meget min afsked ønsker at være et på gensyn, samtidig med at den hungrer efter at være glemsel og tilgivelse. Men jeg ved godt, at der er en del af mig, der savner ham nu. Og i morgen vil jeg ikke savne mere.
Det var bare første gang, jeg skulle stå ansigt til ansigt med det liv, jeg levede sammen med ham. Næste gang er det nemmere. Og første gang, jeg møder ham, vil jeg også savne. Men for nu vil jeg sove og vågne op til en ny dag, hvor han ikke eksistere. Glemsel og tilgivelse. På gensyn.