Jeg har svært ved at mærke mig selv i de her dage. Egentlig vil jeg helst lægge mig i sengen og bare stirre ud i luften eller op i loftet eller på noget dødsygt reality-tv. Sådan er det jo nok i perioder. I perioder er man ikke lykkelig, i perioder er man ulykkelig - og det er okay, eller måske ikke helt okay, men så i hvert fald normalt. Jeg savner at mærke mig selv. Jeg savner vished om at være det rette sted, i de rigtige arme, i den rigtige situation, med de rette opgaver. Og jeg savner at have ord, at kunne skrive uden besvær, at komme af med ordene, så de ikke sætter sig fast i halsen på mig og langsomt kvæler mig indefra. Måske er jeg på vej væk - måske, men fra hvad? Fra ham, fra dem, fra det - eller måske bare fra mig selv. Det er som at være faret vild, som ikke at kunne trække vejret, som at gå i en grå dis. Og så snappe lidt efter vejret. Lige nu gør det ondt i hele kroppen, men jeg er underligt ligeglad og savner at mærke smerten. Nu vil jeg overleve en dag til, for det er vel det, jeg gør for tiden. Overlever.