Jeg sov ikke i nat. Lå bare og vendte og drejede mig, mens jeg af og til nåede dertil, hvor jeg var på nippet til en drøm, som hurtigt blev forvirrende, blev til mareridt - og vækkede mig, for at jeg igen kunne ligge og stirre ud i mørket.

Det var alle de ting, der er sket. J's død, S's rejse, min mor i den anden ende af verden, mig her. Lå og funderede over, hvordan - her, hvor familien er allermest ramt - det kunne være, at de mennesker, jeg elsker allermest, er enten seks timer foran mig eller seks timer bagud. Det er som om, at jeg er midt i hele verden, samtidig med at mit liv fylder et vakuum imellem dem. Et vakuum af savn og forladthed.

Min far skrev i morges, at nu var mor på vej hjem. Det virkede som en god drøm, som jeg var bange for, ville ende i et mareridt. Men mor er på vej hjem, skal hente hende i lufthavnen i morgen. Så bliver det hele bedre.