Jeg fik en del spørgsmål efter mit sidste dagbogsindlæg - omkring hunde. Det glæder mig meget, og jeg vil nu prøve at svare på nogle af dem. (så nu er non-hunde entusiasterne advaret...)
Jeg vidste at det ville kræve meget af min tid, at ha` hund, men hvor svært kunne det egentlig være?? Den skulle jo børstet, luftes, leges med og så gå til hundetræning - og det var vel det...
Næh nej! Det var bestemt ikke det..
Vi blev anbefalet at melde os ind i spanielklubbben, så vores hund kunne møde artsfæller og de skulle efter sigende også have ganske udemærket træning...Nå, men denne klub er MEGET jagtorienteret, og af en eller anden grund er de mennesker som er trænere dèr aldrig kommet videre, end de metoder - hvor man anbefalte at hive hunden i nakken (og nogle gange løfte den op i den, så benene ikke rørte ved jorden), råb og skrig og en masse skæld-ud. Vores hund havde et enormt energi niveau, og hvis han ikke kom ud på nogle lange gåture (hvilket man ikke anbefaler til hvalpe p.g.a risikoen for udvikling af HD - men det vidste vi heller ikke..) var han simpelthen ikke til at holde ud...han kunne stå i timevis bare og gø, gø, gø og atter gø, fra han var 9 uger gammel...He, he han havde virkelig fået vores nerver til at hænge løst på tøjet...
Vi fik at vide (af uvidende dyrelæger og så selvfølgelig spanielklubben) at vi skulle holde fast i kæberne på ham, kigge ham dybt i øjnene og blive ved indtil han slikkede sig om mundenen, eller holdt op med at kigge på os. Det gjorde vi så...og i starten virkede det også..han holdt med at gø, og lagde sig et andet sted. Vidunderligt! tænkte vi.
Ved dyrelægen havde man fortalt os, at ham hèr han var en rigtig førehund, og han skulle "opdrages" for at dèt ikke lige pludselig en dag ikke var ham, der styrede det hele....
I et par uger havde vi fred og ro, så begyndte han pludselig at knurre af os, gø af os, vise tænder og bide ud efter os - jeg var mildt sagt skræmt for vid og sans, og tanken om at aflevere ham på et internat, strejfede mig en del gange..
Nå, havde han endnu ikke forstået hvem dèt var der havde magten, hvem der bestemte?? Vi fik så at vide at vi skulle løfte ham op i nakkeskindet, og holde ham der, et stykke tid, hvorefter man så skulle kaste ham ned....Dèt fik vi at vide af spanielklubbens trænere, og de var vel uddannet til at træne hunde, og måtte vel vide??
Han hylede og skreg når han blev taget i nakkeskindet, og holdt med det samme op med at være "umulig", men han blev pludselig "aggresiv" overfor andre hanhunde, brød sig lige pludselig ikke mere om børn o.s.v.
Jeg sagde til min kæreste, at jeg ikke ville have han skulle gå i spanielklubben, og at vi måtte finde på noget andet, for dèt her duede tydeligvis ikke! Jeg var på det tidspunkt blevet bevidst om, at der findes et utal af "ideologier" omkring hundeopdragelse, og da jeg læste Roger Abrantes bog "hunden, ulven ved din side" var jeg grædefærdig...her havde vores lille cocker forgæves prøvet at fortælle os en masse ting, om den måde vi opførte os på overfor ham...og så havde vi taget endnu skrækkeliger metoder i brug.
Vi havde fået at vide, at hvalpens mor tager hunden i nakkeskindet, når hun skal fortælle hvalpen at det den gør, ikke er godt. MEN hvilken skrøne!!!! Hunde bliver kun taget i nakken på èt tidspunkt - og det er når den er ved at blive dræbt af et andet dyr. Så dèr havde vi stået og i hans øjne, prøvet at tage livet af ham gang på gang og helt ignoreret hans signaler, eller værre - gjort det igen indtil han holdt op...FØJ for nogle mennesker!
Jeg gør det ikke selv, men når en hunds signaler bliver overhørt kan hunden gå ind og og lægge munden over den andens snude - på den måde siger de voldsomst fra....

Næste del kommer næste gang.
MVH Dicte.