Jeg har lige været på iværksættermesse idag. Det gjorde mig ikke synderligt glad... Jeg ved rent faktisk ikke hvorfor. Vi vandt publikumsprisen og alt muligt, men da jeg gik derfra, følte jeg mig mere tømt end fyldt med energi.
Skal arbejde virkelig være så udmattende?

I så fald gider jeg ikke arbejde.

Men det der generer mig noget så grusomt, er at jeg bare er ligeglad... Det som om at det ikke betyder noget det hele.

Suk... Jeg skal snakke med studentervejledningen imorgen, og jeg gruer for at der bliver sagt de forbandende ord:

JAKOB! DU HAR EN DEPRESSION!

Det ligger ikke til min familie at gå neden om med depressioner. Så jeg håber sku ikke jeg har det. Jeg er jo storebroderen! jeg skal beskytte de små, hvis alt går galt! Jeg har et ansvar. Jeg har ikke råd til at have en depression.

Min lillesøster kom ud af sin svære tid efter min mormors død ved at skrive et brev og så brænde det.

Kan ske man skulle prøve det...

Brevet kan lissom bare lytte og tage imod og derefter er der ingen forpligtelser.

Men jeg har ikke rigtig brug for nogen der lytter. Jeg har brug for nogen der stiller interesserede spørgsmål... Nogen der kan lede mig på rette spor igen

"Oh brother! Where art thou?"

Livet er skam fedt nok. Ja der er enorme nedture, men så er der de der gyldne stunder. Dem der hvor man bare tænker: Fuck for fanden! Det saftsusmesindsygt dether! Jar helt tost mæ det!

Men ikke lige pt. Lige pt, har jeg behov for at synke sammen i en bunke selvmedlidenhed og fortrydelse.
Og så vil jeg hoppe på min nye erstatning for sex:
At gå i bad


Jakob S. Arndal
-Midnight Ramblings