Eiiiiiiij hvor er jeg bare 1 typisk teenager og møgsur på mor ligenu!!!
Nu har vi søgt og søgt og skrevet breve og mails og fået tilsendt alverdens materiale om highschoolår i New Zealand 2006,,læst og sammenlignet og snakket
-
-
og så finder hun pludselig ud af at det er for langt væk for hendes lille skat!!!!!!!!! Hvis hun havde sagt det for 1 måned siden havde jeg været sur, sæføli, men tænkt "OK" og det var det. Men at jeg har glædet mig, pralet med det, tænkt over det og undersøgt det sammen med hende og far i så lang tid, at det endda er med på min studieplan gør, at jeg slet ikke har nogen forståelse for det ligenu!

Det er da ikke længere nu end for 3 måneder siden!!!

Det er bare SÅ unfair at give mig forhåbninger og sige ja, og så foretage den populærer kovendning og alligevel synes jeg må ku nøjes med England. Men pokkerme nej ---
hva sku jeg i England?
Træne mit engelsk som i New Zealand, jepjep... men ideen var jo lissom at se noget helt nyt, ny natur, ny KULtur, anderledes mennesker osv...
ikke at rejse i to timer for så at se det samme grå vejr og natur som her...

og spanien dur ikke, for hvordan sku jeg ku klare mig hos spaniere, når mit ordforråd udelukkende indeholder én spansk sætning "Abla, abla, no comprendo..." (tale,tale, ikke forstå...)

brugte formiddagen på at fortælle hende at jeg følte mig heldig fordi vi ka snakke om alt sammen - og nu sidder jeg på mit værelse med damp ud af ørerne og sorte mascarastriber ned af kinderne efter at have råbt mig hæs i stuen og hører hård rock...suk...

JEG VIL AFSTED!!!! GU VIL JEG SÅ! :(((