5 min. inden toget kommer, er jeg et splitsekund alene med min far, fordi mor gerne ville med til toget også, men alligevel dog ikke ville med ud i kulden. Jeg mistænker far for at gå med ud, fordi han gerne ville have, at jeg spurgte... og synes han er lidt slap fordi han ikke selv gør noget.

Jeg spørger ham ang. mor. Om ikke vi må komme med til lægen. Om hvad der egentlig blev sagt ved sidste undersøgelse, og siger at jeg synes det er blevet værre. Og han siger at det synes han også. Og han siger også noget andet. At de aldrig har sagt, at der intet er galt. For det er der. Det er galt, det har undersøgelserne også vist. Men man kan åbenbart ikke gøre så meget. Noget med at min mor har haft nogle neglicerede depressioner, og af personlighed er en, der bliver stresset... og at det medfører demenslignende symptomer. I øvrigt vurderede de, at det ikke var værre end for et halvt år siden. Hvilket han selv mener er en forkert vurdering.

Han siger, at han også synes det er blevet værre, og at han ikke helt er tilfreds med den forklaring, og at han vil søge en demensklinik om endnu en undersøgelse.

Jeg tænker, at jeg er glad for at jeg spurgte. Og jeg tænker at det er mærkeligt, at han ikke tager fat i mig i aftes og siger 'datter, vi skal lige tale sammen inden du går iseng'... eller nu ved toget: 'Datter, jeg vil lige sige dit og dat, og jeg vil lige høre din mening'. I den dur.

Jeg synes, vi som børn skal vide det, og vi skal som pårørende vide, hvor grelt det er, hvor hurtigt man mener det vil udvikle sig, hvordan man skal forholde sig i de millionvis af svære situationer, der allerede i det små viser sig. Det er rædselsfuldt...... frygteligt for hende. Hun bliver af-autoriseret som ind i helvede af sådan et svar. Måske det er derfor vi ikke er kaldt til samlet information.

Og der er ingen tvivl om, at det gør det sværere for hende at holde samling på sig selv, hvis ansvaret bliver taget fra hende. Som når jeg blev kørt til toget, og det var tåget, og hun pludselig siger, 'hvor er vi nu henne' fordi hun ikke kan kende vejen. Det var ikke sket, hvis hun havde kørt.... men det er alligevel vildt at det sker, når hun ikke kører, fordi vi kender turen så godt. Og det var ved en rundkørsel, og der er kun én på turen til toget ... og man frygter med det samme den dag, hvor hun måske pludselig siger 'hov, hvor er vi nu henne, mens hun sidder ved rettet.

Jeg fornemmer far allerede er lidt loren ved at lade hende køre. Ikke fordi han har sagt det, men fordi jeg hørte mor brokke sig til ham over, at hun aldrig fik lov til at køre mere, nu far var blevet pensioneret og altid er hjemme. Men hun kører stadig. Og jeg tror også sagtens hun kan. Hun siger også at når vi ikke tror på hende mere, så holder hun op med at tro på sig selv (no shit! - det ville jeg da også gøre) og til sidst kan hun ikke finde ud af tingene mere. Jeg har ikke lyst til at gøre hende værre, ved at miste tilliden til hende. Det er sgu svært. Måske er det meget godt at storesøster tager den snak med dem.

Mor er slet ikke ueffen. Hun kan alt, hjemmet skinner og hun er i konstant vigøre.. men hun begynder at have lidt svært ved at ...flette tanker... hvis noget siger noget, og hun er i en anden tankerække, hjælper ordene hende ligesom ikke til at forstå, hvad man siger til hende. Hun føler sig forstyrret. Slet og ret. Det var det, der skete, da hun ikke kunne huske min søsters navn i forgårs, da jeg talte om hende. Det er selvfølgelig ikke fordi hun ikke kan huske min søster, men det er fordi hun lige var igang med at tænke over noget andet, og så skal hun sige navnet 3 gange, før hun får hentet frem, og siger 'nåh, vores datter'. Men det er klart, at hvis input udefra forstyrrer, så bliver kommunikation nogle gange lidt træg. Som oftest følger hun utroligt godt med, fordi hun lytter og er i vores tanker, men når hun drifter (det tror jeg alle kender) så kan det være svært for hende at komme ind i betydningeflowet igen, så er ordene vist lidt mere meningsløse for hende.

Det er ikke særligt sjovt. Men faktisk er det lettende at vide, at der IKKE er blevet sagt, at der IKKE er noget galt, når der nu så tydeligt ER det. Så føler jeg ikke vi maler fanden på væggen og taler bag hendes ryg, og så er jeg tryggere ved dem, der undersøger hende. Men det er skræmmende på utroligt mange andre måder.

I kirken juleaften holdt jeg hende i hånden og hun lagde sit hovede på min skulder. Og vi græd vist begge under flere af salmerne. Jeg elsker min mor.