Hvorfor klapper jeg i og siger ingen ting, i stedet for virkelig at lukke munden op, og fortælle ham, hvad jeg mener.
For lang tid siden sagde min kæreste, at år 2005 skulle være familiefrit år. Jeg regnede egentlig med, at han ville ændre mening, men det er der vist ingen udsigt til, at han gør. Hans familie ved heller ikke, at jeg overhovedet eksisterer.
I går skrev min veninde, om det var her i weekenden hende og hendes kæreste skulle komme til middag, og så møde H - min kæreste. Jeg startede med at sige nej, for jeg turde sådanset ikke spørge. Men dagen efter om morgenen spurgte jeg, om hvis jeg inviterede L og A på middag lørdag aften, om han så ville komme. Det ville han sgu ikke.
Jeg forstår det simpelthen ikke.. Men det jeg slet ikke forstår er, hvorfor pokker jeg ikke bare siger det til ham. Siger til ham, at jeg gerne vil indvi ham i hele mit liv, men det faktum at han ikke vil indvis i mit og mig i hans, virker på mig, som om han ikke vil involveres. Somom han bare har mig til der kommer noget andet og bedre.
Men nej, jeg bliver så ked af det, at jeg ingenting siger. Jeg går ud af rummet og siger ikke meget de næste par timer. Hvorfor gør jeg det? Jeg troede jeg var blevet meget bedre til at tage konfilkten, når den er der. Men dette må være et for ømtåeligt emne for mig. Så nu går jeg sådan set bare og er bange for, at det på et tidspunkt bliver for meget for mig, og så eksploderer jeg.
Jeg må sige noget, det skal jeg bare. For når hele sagen i mit hovedet bliver til, at det er fordi han ikke holder nok af mig, så er det jo slet ikke sikkert, at det er sådan, det forholder sig. Jeg burde jo sådan set give ham chancen for at forklare sig selv.
Men for helvede hvor er det svært. Jeg tror, jeg er bange for, at han bliver sur. Eller at han giver mig ret i min tolkning.....