Hmmm.
Den nye dag masede sig på idag. Nøj hvor jeg dog kæmpede en brav, omend forgæves kamp mod morgenens alt alt for klare lys. Det var så rart at ligge i det tusmørke i ens sind, man ligger i lige før man er helt vågen. Ja... Men dagen vandt altså. Og jeg stod op.

Jeg ved ikke rigtigt hvorfor, men jeg har bare mere lyst til at gemme mig under dynen for tiden. Jeg føler ufatteligt meget. Jeg ser på hende jeg gerne ville have haft og hendes kæreste. Jeg ser dem kysse, og det driver en pæl af ærgrelse igennem mig. Men nej. Den kamp var udkæmpet, tabt og glemt før jeg overhovedet fik stukket hovedet indenfor. Hmm. Jah. Drømmen er vidst ved at dø. Og det er kun godt. Mindre tumult på den måde.

Men også mindre glæde.

Nå men jeg vågnede med at par nye øjne idag:) Det var faktisk ok. Jeg opdagede hvor min ulykke sad. hvordan den føles. Pff. Jeg har brugt hele livet på at undertrykke følelser, fordi de ofte kommer i vejen for den rolige og kolde bedømmelse, og med min nye sti, hvor jeg så småt er begyndt at se at følelser er den kilde vi mennesker har, hvor vi trækker mest energi fra.
Så jeg udforskede dette center. Dette knudepunkt for alle mine indestænkte frustrationer og skuffelser, og pludselig fandt jeg mig selv stående ved en klippekant. Så man ned lå tusinde vridende udgaver af mig, der i smerte ærgrer sig, håner sig selv, skælder sig selv ud og taler nedsættende til sig selv, mens de tager det ene slag til deres selvtillid efter det andet fra fortidens pinagtige minder.
Det var et forfærdeligt syn. Jeg så mig selv der, i alle de situationer hvor jeg har fejlet, dummet mig eller gjort mig til grin. I de situationer hvor jeg har grædt, råbt og skreget over verden. Jeg kunne se det sønderknuste ansigt på det lille barn og den unge mand, der gik fra nederlag til nederlag.
Det var hårdt. Det var rigtig rigtig hårdt!
Selv nu mens jeg skriver, kan jeg mærke skuffelserne vælde ind over mig igen, og hvordan tårerne maser sig på. Efter at have set den lille dreng, den lille dreng der engang var mig, har jeg bare lyst til at tage ham i armene og trøste ham og fortælle ham at han nok skulle klare sig.

Men der var håb.
For kiggede man op fra afgrunden af, og stirrede ud mod horisonten, kunne man, i lyset fra den gryende sol, se de storslåede sejre, de fantastiske øjeblikke som den lille dreng havde haft. Jeg kunne se de enorme spring han havde taget, og de enorme mængder af visdom som han havde samlet sig, ved at opleve sine nedture. Og efterhånden som morgengry bliver til dag, ser man ikke blot denne drengs sejre, men også de sejre knægten havde hjulpet andre til! Stolt på denne klippetop stod jeg der, med fremskudt bryst og med fornemmelsen af storhed i mit sind, da jeg så den lille dreng blive voksen. For det var i sandhed et prægtigt syn. Det var i sandhed en storslået transformation den lille dreng havde oplevet. Og da slog det mig: Lyset der skinnede kom ikke fra solen. Det kom fra den lille drengs hjerte.

Stående på denne klippetop med ansigtet badet i lys, tænkte jeg nu på denne ene ting:

Tak



-Jakob Spangaard Arndal
Tanker fra livet.