I dag skal det være anderledes, så derfor har jeg flået mig selv ud at hyggesengen og sidder nu oprejst (stadig i nattøj og badekåbe men hey...små slag!).

I går var en ren social optur for mig. Jeg fik både talt i telefon med mor, storesøster, arrangeret påskefrokost hos min far (tro det eller ej), L ringede for en sludder og jeg endte tilmed hjemme S og B om aftenen. Jeg var ”med” hele vejen og blev slet ikke stakåndet.

Ja det var sgu en ny følelse. For at bevare optimismen, fandt jeg det dog nødvendigt at dræbe mobilen om aftenen og det virkede.

Hjemme hos S udviklede hyggen sig til en ren ”abefest”. Jeg havde foreslået at vi for en gang skyld droppede at leje film og i stedet fandt tegnegrejet frem.
Det gjorde vi så. Vi flyttede hendes store bord midt ind på gulvet i den lille lejlighed, fyldte det med fyrfadslys og rødvin og gik ellers i gang. S supplerede med nogle gamle cd’er hun engang købte i Israel.
Danmark har dansktoppen (selvom jeg i min fordømmende sind, ofte har overvejet at indsamle nok underskrifter ind, så der dannes forbud) men i går erfarede jeg så, at det ikke kun er vores lille land som kan trylle med orglet og elektroniske trommelyde. Israel kan sgu også!
Så da interessen og koncentrationen om kreativiteten dalede (og rødvinen gjorde hvad den nu er kendt for), stod den på dans og en usagt konkurrence om hvem der kunne fange de arabiske strofer bedst. Jeg holder nu på at jeg vandt mens S var en klar vinder i at danse og samtidig vælte flest ting på gulvet!

Ak ja, en aften blandt venner…
Efter aftener som disse, kan det undre mig HVORFOR jeg egentlig bruger så meget tid på at undgå det selv samme.

Ellers…tjaa, så er der jo den påskefrokost hos far i morgen.
Far….far? Vi har ikke talt sammen i måneder. Vi burde få talt ud. Vi burde få SNAKKET ORDENTLIG UD.
Sagen er at jeg er vred og skuffet. Manden har haft alle tiders chance for at komme på banen, men har umiddelbart ikke bestilt andet end at gøre….INGENTING.
I mit bitre sind har jeg tænkt på at afskrive ham, men han er jo min far.

Den sidste sætning…”han er jo min far”. Hvad er det egentlig for noget? Jo han er min far efter som at det skyldes hans sæd at jeg blev undfanget og jo han var min far gennem min barndom. Men efter jeg blev ældre og nu hvor jeg har haft brug for ham aller mest, har han da været min far? I biologien…ja….men har han været MIN FAR??? Nej.

Jeg melder pas på ”hvordan jeg bør være datter”. Jeg ved sgu ikke om jeg kan tillade mig at kræve hvad jeg kræver af ham. En del af mig siger ”gu kan du så”. Kravene er sgu humane og kan beskrives ret kort: Engagement! Thats it…min søster mener derimod, at jeg må acceptere.

Jeg melder pas og vil nu bare koncentrere mig om at huske karrysilden. Jeg aner bare ikke hvor hulen jeg skal skaffe den henne. Det er vist helligdag både i dag og i morgen.

Det kan være man kan opdrive et glas på QXL. Det skulle være en helt formidabel side hvor der ikke er grænser for hvad man kan købe.

Ja, det var vist lige hvad jeg kunne presse ud lige nu!