Kære DagBob

(En lille advarsel: Dette er en mere personlig fortælling end normalt for DagBob, og et af den slags indlæg jeg aldrig selv ville læse andre steder. Så leder du efter et smil på læben, skal du nok igge i en af de andre historier)

Min far er syg, meget syg endda. Han har haft kræft i 2 år nu, og kemoen har stort set gjort det af med den stakkels mand, som nu vejer 45 kilo.

Nu er jeg jo ikke selv verdens største mand, men min far er (eller var) dog af relativ almindelig størrelse, og 45 kilo er meget meget lidt for en voksen mand at veje. Det er endda meget meget lidt for en pige på 12 år at veje, så det ser ikke alt for godt ud.

Manden er gået fra \"når jeg er blevet rask skal jeg bla bla bla..\" til \"Jeg holder ikke til juleaften\" på mindre end 2 måneder, muligvis i forbindelse med hans elskede hunds død. Den var gammel, og mindst lige så syg som ham selv, men vi havde nok alle håbet den havde holdt lidt endnu, da det var den eneste form for underholdning der fandtes tilbage i en noget trist dagligdag for en syg mand.

Anyways, det er dæleme skræmmende for mig at se min far så syg, han ligner helt alvorligt en KZ fange (omend jeg jo nok med hånden på hjertet må tilstå, at jeg reelt set aldrig har mødt en levende KZ fange, eller en død for den sags skyld), og på en eller anden måde gør det et meget stort indtryk. Jeg havde ellers troet at jeg kunne være ligeglad, for jeg har gennem hele forløbet haft en vis distance til det hele, muligvis fordi det nu engang er naturens måde at fungere på, forældrene skal dø før børnene, muligvis fordi jeg ikke føler mig voldsomt tæt på min far. Netop derfor kom min egen reaktion bag på mig, da jeg så ham første gang efter kemoen havde fjernet alt hår fra hans krop. Man skulle tro det ikke ville være noget særligt, herregud, det er jo den samme mand, nu er han bare pilskaldet og uden skæg, men han ser decideret uhyggelig ud, og man kan for alvor både se, og mærke, hvor syg han virkelig er.

Det er ligeledes mærkeligt at skulle høre min mor sige ord som \"bare han snart får fred\". Det er den samme kvinde, som i August måned ikke kunne tåle at man nævnte ordet kræft, angiveligvis fordi hun ikke ville se situationen i øjnene. Hun er rykket meget langt. Det skete da hun fik beskeden om at der ikke var andet tilbage end kemo, og samtidig fik besked om, at kemo ikke er helbredende, men kun livsforlængende. Så tror jeg det gik op for hende, at der ville komme en ende på dette forløb, og den ende sandsynligvis ville være på en kirkegård.

Sjovt nok giver det hende jo så muligheden for at komme videre, og hun har allerede planer for fremtiden. En af disse planer omfatter, at huset skal sælges. Hun vil ind og bo i byen igen, og hun vil sikkert også gerne væk fra det hjem hun har delt med sin mand i så mange år. Dette er dog et lille bitte dilemma, for min far går rundt og tager for givet, at hun vil blive boende. Huset heroppe er helt klart hans projekt, og har været det siden de fik grunden som sommerhusgrund for over 30 år siden.

Hvad skal man så stille op? Ind imellem kommer der en lille bemærkning fra ham i stil med \"jeg håber da mor beholder huset\", eller \"De eneste ønsker jeg har for min bortgang, går på jer to (min bror og jeg selv), jeres mor, og huset her\".
Hvad skal jeg så sige? Skal jeg sige sandheden, og lade ham leve den sidste tid med skuffelsen, eller skal jeg lade ham leve lykkeligt videre, og så til gengæld smide ham i graven, vel vidende, at jeg har løjet for ham det sidste stykke tid af hans liv? Den er lidt svær.

Jeg hælder mest til at være ærlig, min mor vil ikke fortælle noget, men da det vil have større konsekvenser for min mor, som jo skal leve med ham hver dag, så får hun selv lov at afgøre det.

Hvem ved, måske han overlever flere år endnu, og diskussionen er ligegyldig. Han skal bare beslutte sig snart, jeg vil gerne vide om jeg skal købe en julegave eller ej ;-)

Bob