Hører P1 - om Hanstholm. Har sørget for at spise god sund mad. Stort set hele kontoret er syge, og jeg vil ikke.

Hvorfor sidder man og hører P1? Fordi man er træt efter arbejde... fordi man ikke orker andet. (Og fordi man ikke har noget tv!!)

Men fuck, hvor lyder alle årsager sindssygt kedelige. Forleden gik jeg iseng kl. 22 og lå derefter og tænkte over, hvad jeg gerne vil have ud af livet. Det sker jævnligt, at jeg stiller mig det spørgsmål, og jeg må altid melde pas.... eller også bliver det noget med altid at være i overskuelig afstand til havet, rejse og se forskellige verdener, og så at opleve at elske igen. Det første handler jo bare om at være i DK, det andet om at tage ud af DK og det tredje kan man jo ret beset ikke rigtigt handle så meget efter.

Tænker jeg et lille skridt af gangen, så bliver jeg ofte glad, over de ting jeg skal. En fest, en øl, en opgave på job, en kop kaffe med en ven osv. Men når jeg tænker i bare lidt større linier bliver jeg målløs af meningsløsheden i det hele. Hvad skal man egentlig gennemgå et helt liv for, hvis man allerede nu kan se, hvordan det bliver resten af vejen? Ved godt at det jo er løgn. Det er de små ting, der gør livet sjovt. Alle dem man ikke kan forudsige. De store linier er vi jo fælles om, og det kommer til at se forudsigelige ud.

Var i bif igår med en god veninde. Jeg holder vildt meget af hende, og synes hun er utroligt sej. I mine senere år er jeg også begyndt at tænke en lille smule om hende, at hun spiller så 'safe' så hun måske ender med at gå glip af væsentlige oplevelser. Og det er jo ikke så sejt i virkeligheden. Jeg har aldrig kendt hende med kæreste... Det har jeg stor forståelse for. Men jeg tror også kun en gang jeg har hørt om sådan indledende forhold eller noget. Jeg forstår det faktisk ikke helt. Hun er sød, smilende og skarp på en blød og fin måde, og ser ganske fin og dejlig ud. Meget diplomatisk. Nogle gange får jeg lyst til at ruske hende og sige...kom så frøken. Hvis du er til piger, så kast dig ud i det. Hvis du er til mænd, så tag nogle chancer og smuds dig lidt til for helvede. Ellers sker der ingen ting. Og næste tanke er, om jeg gør det samme.... Lever safe og ikke tager chancer?

Jeg er udemærket klar over, at jeg i de seneste måneder, efter jeg er kommet mig over de værste rystelser efter J, har kastet mig ud i en del småeventyr og tilladt mig selv at prøve dem af. Men det er jo alligevel så lidt. Og ofte noget, der mere eller mindre nærmest har banket på døren. Været sat ved siden af mig.... Helt seriøst. Vens ven, ringede og spurgte om han måtte sove og jeg foreslog så det blev i min seng, Mr. skrev at jeg var fantastisk på facebook, fyr begyndte at kysse mig i byen, og nytårsfyr blev sat ved siden af til middagen. Hvor imponerende er det i virkeligheden? Meget meget lidt. Hvor meget gør jeg egentlig selv for min egen lykke. Hvor meget gør min veninde? Vi er meget arbejdsfokuserede begge to, meget fokuserede på at gøre tingene ordentligt, konstruktivt, kreativt og rigtigt (sagde nogen røvsyge?)

Og nu kommer det også til at lyde som om, jeg tror lykken er kærlighed og sexliv. Det tror jeg ikke nødvendigvis (uden tvivl at det hjælper på sagen). Men der er et eller andet med at turde pege, og gå efter noget. Mænd, udfordringer, ønsker... you name it. Mmm, eller også er det hele en meget materialistisk og brugsagtig tænkning. Måske er lykken netop at kunne lade det hele flyde og se, hvad der sker. Der er ikke nogen tvivl om, at mit liv har flasket sig meget federe altid, når jeg har ladet stå til.

Men jeg ender stadig samme sted. I virkeligheden keder jeg mig. Keder mig at have fri. Faktisk er jeg kun opslugt og ikke bevidst om mig selv på arbejdet. Ellers doper jeg mig med aftaler, film og småberuselser.

Sådan ser det i hvert fald ud, lige nu.
Og nu har jeg lejet en film, som jeg vil se.