Har lige været sammen med J. Og jeg fik skældt ud. På en sød måde... men jeg fik at vide, at jeg ikke mere må sms'e ham med beskeder som den om drømmen. At jeg ikke kan være det bekendt overfor hende den nye.

Jeg kunne ikke lade være med at på en eller anden måde at blive glad, fordi han værner om hende på den måde. Fordi han kan det. Fordi han har ret i at det kan gøre den nye kæreste ked af det, og fordi jeg havde ret i at han godt kan være omsorgsfuld og beskyttende. Det var bare ikke mig, han gad være det overfor. Hvilket naturligvis er sørgeligt.

Men jeg blev også utroligt ked af det. Fordi jeg et eller andet sted, stadig føler at han er familie. Jeg har ikke skrevet upassende sms'er. Jeg skrev at jeg drømte, han var blevet gammel. Jeg har sms'et ham et par gange pga. min mor, fordi han kender hende. Fordi jeg har behov for nærhed i de situationer, og fordi jeg dybest set stadig stoler på ham, hvis alting virkelig gik galt, er jeg sikker på, at han ville være der. Når jeg er helt lille skriver jeg til J. Og det må jeg så ikke mere. Af hensyn til hende som nu elsker ham.

Jeg er sgu lidt ked af det. Jeg er jo bare en sølle single for helvede. Jeg har alt muligt respekt for hende. Og hvis J er fed nok overfor hende, griner lidt af mig, og ikke hemmelighedskræmmer, burde hun slet ikke blive jaloux. Det er måske også noget mærkeligt noget at sms'er 2,5 år efter vi er slut... men han holder jo aldrig op med at have været en vigtig del af mit liv.... ham, der kendte mine forældre i vigøre... osv.

Jeg skal nok prøve at forbedre mig. Men jeg er ikke sikker på, at jeg kan lade helt være. Når jeg er lille bitte og selvmedlidende, er jeg jo også egoistisk. Sådan er man, eller jeg... så holder man sig oppe, der hvor man kan. Og i de situationer hjælper det mig, at sende en sms til J. Han plejer ikke at svare, hvilket jeg heller ikke forventer. Jeg kan godt forstå, at det måske ikke er så fedt i den anden ende... men på den anden side, kan jeg alligevel ikke forstå det. Det er også ligemeget. Jeg er ked af det, kan jeg mærke.

Puha... heldigvis er det væk imorgen. Jeg holder aldrig op med at elske J, er jeg bange for. Det må sgu da også være ulideligt at kunne mærke. Undskyld J.