Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
10 år siden
Gennem et slør af rubinrø...
Olivia Birch...
10 år siden
Еnke
Halina Abram...
7 år siden
Efterskrift
Hanna Fink (...
8 år siden
Tror livet har fået stres...
Ace Burridge...
12 år siden
Anden bog started
JesperSB
3 år siden
Spand med sand, der skal ...
Michala Esch...
6 år siden
Da jeg lærte at skrive
Olivia Birch...
10 år siden
Den søde.
Ruth Christe...
8 år siden
En god aften
Bastian
12 år siden
Aaaangst!!!
Camilla Rasm...
16 år siden
Er godt på vej til at bli...
Bogelsker
12 år siden
Lokumsdyret
Regitze Møbi...
10 år siden
Sindsyg med klarsyn
Michael Nevs...
7 år siden
Maler vinge billeder
Poul Brasch ...
10 år siden
Kaos tur hjem...
Anastasia
12 år siden
Roligt forelsket..
Sophie Hatte...
12 år siden
Så blev jeg et telt-menne...
Michala Esch...
16 år siden
Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Hyggedag
Josephine Lø...
10 år siden
Jeg ønsker mig ord - nye ...
Olivia Birch...
10 år siden
Positivitet?
Luna Mø
7 år siden
Mit hovede er fyldt
SkriveTøsen
11 år siden
Under konstruktion
David Hansen...
8 måneder, 7 dage siden
Kreativitet overtager
Christacia
10 år siden
Sidste udstillingsdag
Hanna Fink (...
10 år siden
Dating.
Ruth Christe...
8 år siden
Nu er vi snart færdige
Ragnhild Bac...
11 år siden
Ville det ikke være alle tiders at finde og hvile i?

Lidt lige som når man skal tisse og endelig bare gør det, selv om man befinder sig i fuld offentlighed. Fordi man ikke kan holde sig længere. Fordi man har nået en erkendelse. Fordi man tager konsekvensen af et umuligt valg med stoisk ro - ingen er alligevel perfekte, og det går såmænd nok alligevel, bare fordi det altid går, i en eller anden retning.

Jeg må til det igen: Drømme! Toiletdrømme!

Man vågner op med røde ører og konstaterer, at man lige har siddet på en god, solid porcelænstønde midt på Hovedbanegården - uden afskærmning. Og man har bare haft sådan en brug for at storprutte, men her er drømmen så endt, fordi man endnu ikke har fundet og indtaget tyngdepunktet. Det ville jo netop have fordret, at man havde gennemført sit intime forehavende dér på tønden uden afskærmning...

At tage konsekvenserne af sit væsen med stoisk ro, fordi det bare må være. Den der overbevisning eller gerning man bare vil dø for - dét må være tyngdepunktet, man falder tilbage i, lige meget hvordan folk ellers forsøger at rokke en.

Måske er det lige præcis tyngdepunktet, som er pointen, og ikke den fysiske overlevelse. Den vil jeg gerne købe, tak!

Den slags overlevelse synes mig mere brugbar, for fysisk død undgår vi alligevel ikke.

Barnets overbevisning om, at det slemme går væk, at man ikke bliver opdaget, hvis man bare gemmer sig under dynen, er en af de første frygtfulde oplevelser af eskapisme. Tyngdepunktet glider som sæbe.

Men modstandfsfolk fandt vel dette tyngdepunkt - måske godt hjulpet af andre mennesker, andre modstandsfolk. Men det er ikke dem, som interesserer mig lige nu, selv om de er en del af mine tanker. Det er forskellen på tyngdepunktets beskaffenhed fra menneske til menneske.

Salman Rushdie måtte skrive De Sataniske Vers. Og jeg gider ikke diskutere religion her, men han måtte skrive. Det er hans gerning, og han var parat til at dø for den.

En gerning eller overbevisning som fører en til tyngdepunktet, der nivellerer det mentale niveau mellem liv og død. Det må være det sande orkanens øje, og stilhed har altid fascineret mig, hvor den kedede andre til døde. Men der har vi den igen: når man alligevel ikke kan undgå døden, hvorfor så kede sig, når man kan fascineres.

Så får man hele historien med, og eksistensen bliver mindst todimensionel, så den betegner både liv og død. Jeg er muligvis en litterær Sussi og Leo, men skrivningen er mit tyngdepunkt. Ro, koncentration og selvrespekt - så må det ellers blive til, hvad det bedst kan.

Hvordan gebærder man sig mennesker imellem, alle med hver deres tyngdepunkt? Jeg har selv fået at vide, at jeg er lidt af en damptromle, men jeg gør det for at komme derhen, hvor jeg forstår på en eller anden brugbar måde. Det er eventyrlyst, og det er fascination af den anden.

Jeg har meget svært ved at foragte andre mennesker, og der skal ved Gud ingen glorie på mit hoved af den grund, for dén søde forsagelse er ingen garanti mod vedkendelse af hårde konsekvenser. Det specielle ved tyngdepunkter er jo netop, at andre nemmere opleves som bare andre og anderledes og ikke fjendtlige. Andre kan ligefrem være sympatiske, og man må alligevel tage sit standpunkt på mest ubarmhjertig vis.

Min prøvesten ville være kvinden på apoteket, der af religiøse grunde nægter at sælge nogen form for svangerskabsforebyggende midler. Damptromlen ville ikke komme som en haglbyge af bebrejdelser, men som massiv opmærksomhed og spørgen ind til. Kan jeg ikke være enig med hende - og det kan jeg ikke - så kan jeg kende hende, og det giver mig noget andet at forholde mig til end haglbygen, som alligevel ikke kan bruges konstruktivt.

Vi ville altid være uenige på det punkt - med mindre hun skiftede mening - og jeg ville altid have min egen markante agenda at handle ud fra.

Men man kan vel også dø for sit tyngdepunkt på en anden måde. Hvis nu mit tyngdepunkt er så trægt, at det skaber et dødvande, så jeg bliver nødsaget til at opsøge det anderledes til fornyelse.

Jeg læser somme tider andres tekster og bøger med en overvættes tøven, for det gør ondt at udsætte sig for det anderledes inspirerende og konfronteres med egne svagheder. Men jeg gør det, for tyngdepunktet tvinger mig til at dø for sagen - denne gang ved fornyelsen.

Nadver, mine kære...Jesu Kristi legeme...

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Tyngdepunktet er publiceret 10/06-2008 08:29 af Camilla Rasmussen (II) (Camra).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.