når jeg sidder og læser i mine dagbøger, kan jeg godt krumme tæer af dem. fordi hvorfor skriver man nget uden indhold?
Der er nogle af mne dagbøger som betyder noget for mig, men da havde jeg også noget at sige, men andre skulle egentlig bare slettes, fordi de er ligegyldige.

Og bare det at jeg skriver dette her, er nok det samme, fordi jeg føler ikke at jeg har noget at skrive, så hvorfor gøre det?!

Men sækken er ikke sæk mere, hun hoppede ud af sin grimme puppe og levede op til mine forhåbninger alligevel og det varmer!!
At jeg lidt for fintfølende ,skaber ikke overskifter på EB.´s spiseseddel, men det undrer mig nu alligevel.
Men jeg fik endnu engang at vide hvordan jeg er og det må åbenbart være sådan. Det gør mig glad. At andre ser det som jeg er. At mine facader ikke er så uigennemskuelige for mennesker med røntgenblik ( det var sgu godt jeg ikke byggede dem af bly!!)

Men det betyder noget. Dog oplevede jeg for nylig at nogle også ser mig som reserveret. Det overraskede mig en smule, men ikke første gang jeg hører det.
Men jeg fortalte ham, at jeg har lært at mine tidligere erfaringer, ikke at åbne sig for alle og enhver. at jeg var mere påpasselig. og det kunne han sagtens forstå. men det er jo heller ikke alle man åbner sig op for, det er jo ikke Palles Gavebod eller en varmestue de bare kan gå ind i. Ikke mere.

Alle beskytter sig selv. Det bliver man nødt til, på een eller anden måde.
Men jeg er stolt af at visse elementer kan gennemskue mig og se hvem jeg er, trods mine facader eller måske åbner jeg ubevidst op for visse elementer.

måske er det et ønske inderst inde. At folk ser hvem jeg er. og dermed giver dem adgang til nøglehullet. Men hvem vil ikke det?
jeg er ikke fandenivoldsk, har det dog i munden, men det er kun fordi jeg spiller en rolle. Ikke en falsk rolle, men en anden rolle, fordi alle har sgu roller. en form for mild personlighedsspaltning.
dog er jeg alid ærlig, mener jeg. Men nu hvor jeg er væk fra "klassen,vis råddenskab nu er opløst", kan jeg mærke at al irritation er væk igen.
at kunne efterlade dem i deres sammenkogte fnidder fnadder af sinkekommentarer, højtråbende ønsker om bekræftelse og så pludslig indse, at jeg måske nok ligner dem lidt for meget, minus sinkekommentarerne.

Måsjke lidt det samme som at hade og elske sin mor. At man føler sig hævet over dem, mens man kæmper for ikke at erkende at de ting man ikke bryder sig om ved dem, er sider af sig selv, som man besidder.
det gør ondt.
Dog er de lagt bag mig, sammen med de sider af mig selv. Om jeg har lært noget?
Tja...nok, men ikke meget. Formålet er ligesom sivet ud mellem tænderne, hvæsende og stinkende af råddenskab og lettelsen over at være sluppet af med sin byrde, er nok større end at skulle se sine egne dæmoner i øjnene.

" Gud har sine ynglinge, så det må satan også have"

Over and out