For to uger siden sad min kære storesøster og græd, fordi hun var så bange for ikke at gøre det rigtige i forhold til sin ældste søn.

Nu er jeg her i mine forældres hus igen. Denne gang har jeg taget min gamle gamle børnehaveveninde og hendes søn med herud, fordi jeg var blevet bedt om at passe forældres hund... og her er rart og dejligt meget plads, og hyggeligt for børn..... tror jeg. Man kan tage legeting med ned på stranden, pille i regnorme, kigge på fugle og alt sådan noget.

Men men, pointen var... at igår var det så veninden, der pludselig blev overmandet af gråd... fordi hun er bange for ikke at gøre det godt nok, præcis ligesom min storesøster for 14 dage siden. Jeg bliver helt overvældet. Det er så voldsomme kræfter, der er på spil, kan man se....

Mors 'fylder meget i landskabet'-ven sagde for 14 dage siden til min søster: 'Mænd bliver impotente i sammenligning med moderkærlighed'. Han sagde det i sød hensigt... et eller andet med, at han godt kan se, at det er naturkræfter, der vist ikke sådan lige er til at styre.... og jeg sad igår og tænkte det samme.

Min veninde er bange for, at hun ikke får sat nok grænser for sin lille søn. At hun føler sig betragtet, at alle mulige andre mennesker har meninger om, hvordan hun skal gøre det, og at hun ikke er sikker på, at hun gør det hele godt nok. Hun knokler - big time - på sit studie, og hendes kæreste er kraftigt optaget af en musikturné hver weekend for tiden. Dvs. hun er fuldstændigt booket af børnepasning og studie hele tiden og ikke har haft et øjeblik med sig selv i mange mange uger. Og har været sammen med sønnike nonstop ...

Og jo, hun har da lidt svært ved at sætte grænser for ham i ny og næ, men han presser hende jo også som ind i helvede i sådan en periode som den her. Hmmm, synes det er lidt synd for hende.... hun er så god så god... siger aldrig et ondt ord om kæresten, der er væk hele tiden (det er også hans job, han kan sgu ikke gøre for det, og aflyser også engang imellem for at aflaste, og næste måned har han clearet for at hun kan dedikere sig til eksamen) Men hvis det var mig, ville der sgu slippe stikpiller ud, og jeg ville givetvis også komme til at banke hovedet ned i maven på den stakkels lille dreng.

Jeg kan kun tænke, at det åbenbart er utroligt svært at være mor, og at forholdet til børnene åbenbart bliver det mest betydningsfulde, man har med at gøre, ligegyldig om man vil det eller ej.

Det gør ondt at se dem græde, når man ved de gør deres aller aller bedste, og så alligevel ender med at slå sig selv i hovedet med det de gør.

Damn it - jeg tror sgu, jeg er så heldig kun at være mig selv! Py ha.