Jeg skal passe på at jeg ikke begynder at græde mens jeg skriver det her. Det er bare så ufedt, men man kan ikke have røde øjne på en efterskole. Normalt derhjemme, kan man måske græde om natten og håbe at det er gået væk om morgenen, men ikke her for der er 1,5 meter hen til den næste seng, der er ikke privatliv nok til det.

Hvis mit problem så bare var noget på skolen, så ville det være okay for så kunne jeg tale med andre om det, men de behøver ikke vide mere pis fra min fortid og mit liv i KBH end højst nødvendigt!

Det er igen min far, der er hovedsag til problemet - det blev han i hvert tilfælde. Jeg kan slet ikke finde rundt i mine tanker, jeg er ked af et eller andet, jeg kan mærke en hård sten i mit hjerte. Jeg er fascineret af at være påvirket og glemme problemerne og hvis jeg virkelig er fucked, griner jeg. Det er ikke gode tegn, men selv jeg ved ikke hvad problemet er eller også vil jeg ikke indrømme det overfor mig selv.

Min far er ikke en rigtig far. Jeg har fortalt nogle stykker på skolen lidt om ham, men mere som noget sjovt. Manden der aldrig blev voksen.
(Så kommer tårene allerede)
Det er sjovt nok at fortælle om, og man kan da sagtens lave lidt sjov med nogle eksempler og sådan, men jeg kan bare ikke få fortalt virkeligheden. Pis!
Han har heller aldrig været barn. Nogle gange er han ikke engang menneskelig. Han er helt forkert oppe i hovedet.
Jeg har så dårlig samvittighed fordi jeg ikke elsker ham og endda føler ham som en fremmed mand!

Jeg troede alt skulle blive godt da jeg havde set ham alene for første gang i november. Han var uden kæreste og vi havde selv arrangeret mødet. Men allerede weekenden efter råbte han at det fandme ikke ragede mig hvad han rendte rundt og laver.
Han skulle på date. Og dagen efter.. Jeg ved ikke helt hvad der skete men det var ikke godt. Og nu har jeg på ingen måde hørt fra ham siden...

Jeg har fortalt min mor noget om det, ved ikke hvor meget hun har sagt til ham. Men jeg vil så nødig såre ham mere end han allerede er.

Hun påstår at jeg er alt han har her i livet, men fuck dey, hvorfor er han så så ligeglad med mig?

Der er meget mere at sige, men jeg skal ud og tøre øjnene.

(---Back---)

Jeg var fandme bange da vi var på hotel. Han kom ikke til morgenmad og vi kunne ikke banke ham op. Havde alle mulige uhyggelige tanker om hvad han kunne finde på at gøre ved sig selv når han var fuld og ikke havde en kæreste at banke løs på..
Men han sov bare sin brandert ud. Mit hjerte bankede godt nok da receptionisten lukkede mig ind i værelset. Fuck det..

Jeg vil gerne have min far til at være der for mig og omvendt, men det bliver aldrig sådan.

Det er ikke nødvendigt at vi ses mere for vi bor hver for sig og det er sjældent der er besøg mellem os..

Damn.