Jeg skal da lige love for at jeg kommet ned på jorden igen, og det i temmelig en hård landing. Både i bogstavelig forstand og i overført betydning.

Jeg faldt ned fra taget mandag aften, med det resultat at jeg flækkede en knogle i foden. Så nu har jeg højre ben i gips, og skal holde mig i ro. Virkelig dårlig timing, for det var nu jeg havde planlagt at den skulle have en rigtig skalle, så jeg kunne blive færdig med huset. Ungerne er netop sendt til Spanien, godt nok en uge før aftalt, men da deres mor gerne ville have dem der ned før, samtidig med Pernille også tager der ned, var det jo optimalt at de kunne følges med deres moster. Så de tre tog af sted i lørdags, ned til sydens sol og varme. Tina tog af sted på sejltur med sine forældre fredag eftermiddag, så hende har jeg også sagt farvel til. Det hele er faktisk noget værre rod, og de sidste fjorten dage har været præget af usædvanlig dårlig timing og… tja, rod er vel bare det bedste ord.

Det startede ellers fint forrige weekend, hvor Tina havde arrangeret en overraskelse. Jeg skulle blot være klar fredag eftermiddag med en taske pakket til weekenden, og det eneste jeg havde fået at vide, var at vi først kom hjem igen søndag eftermiddag.

Overraskelsen vidste sig at være et weekend ophold i et rigtig luksus sommerhus ved Henne Strand. Jeg blev godt nok overrasket, for hun sagde ikke noget om hendes plan før vi holdt i indkørslen. Da hun låste os ind blev min overraskelse endnu større, for det første var huset virkelig stort og luksuriøst, men det var også meget personligt indrettet, og der hang flere billeder at Tina på væggen. Da hun så min forbløffelse, forklarede hun grinede at hun havde lånt sommerhuset af hendes forældre, så vi kunne roligt lade som om vi har hjemme. Så tog hun min hånd og sagde let, at nu skulle jeg se resten af huset… det var nu primært soveværelset hun var interesseret i at vise frem. ;-)

Vi tilbragte weekenden med lange gåture langs stranden, lavede lækker mad sammen, og slappede ellers bare af i spabadet eller ved pejsen. Det var virkelig dejligt at have så meget tid sammen med hende, og det var rart at komme væk fra renoveringen af huset og alle de problemer, om ikke andet så i hvert fald for en stund. Desværre blev idyllen ødelagt om søndagen, hvor hendes forældre dukkede uanmeldt op sidst på formiddagen.

Jeg stod halv påklædt i køkkenet og var i gang med at lave brunch til os, mens Tina var i bad, da der pludselig stod to fremmede mennesker og rømmede sig. Min første tanke, var hvordan pokker de var kommet indenfor, og det var først efter et kort øjeblik, at jeg genkendte dem fra billederne i sommerhuset. Tinas mor kiggede blot køligt på mig fra top til tå… og tilbage til toppen igen og spurgte så bare, hvor Tina var? Ikke noget med hej eller goddag. Blot, ”hvor er Tina?”. Jeg fik svaret at Tina var i bad, og præsenterede mig så samtidig med at jeg ville give hende hånden, men hun kiggede blot på hånd, og vente så rundt og gik i retningen af badeværelset. Hendes far gav mig derimod et fast håndtryk og præsenterede sig høfligt som Jens. Jeg fik budt ham på en kop kaffe, og roste deres sommerhus. Han tog imod tilbuddet om kaffe og vi snakkede lidt om sommerhuset samt vind og vejr… kan man som dansker ikke snakke om andet, kan man da heldigvis altid snakke om vejret.. hvilket vi så gjorde, indtil Tina temmelig overrasket kom tilbage fra badeværelset, nærmest eskorteret af hendes mor. Det tog dog ikke Tina mange sekunder før hun igen var ovenpå, og med sin sædvanlige ligefremhed gik lige til sagen. Hun sagde direkte, at det godt nok var en overraskelse at de forældrene var dukket om, men nu havde de jo hilst på hendes nye kæreste. Jeg benyttede stikordet til at sige, at jeg ikke fik hilst hendes mor, og gik på ny hen til hende med fremstrakt hånd, og denne gang tog hun da imod den, og i det hele taget virkede det som om hun tøede en lille smule op, men det virkede ikke særlig længe.

Vi inviterede dem på brunch, for det var jo sådan lidt svært at undgå andet, når de nu var kørt tværs over landet, for ”lige at hilse på”… det blev egentlig rimelig hyggeligt, og specielt kom jeg godt ud af det med Tinas far. Men det var noget andet med hendes mor, hun blev bevidst ved med at ignorere mig, og snakkede ”kun” til Tina… Om ikke hun havde lyst til at tage med ”mor og far” på en sejltur i det græske øhav? De havde lejet en båd sammen med deres naboer og venner, hvilket de åbenbart plejede at gøre hvert år. Det var hendes far, der spurgte om jeg måske havde lyst til at tage med? Det kunne jeg så hurtigt svarer nej tak til, ikke at det ikke fristede at komme ned i varmen, men jeg havde et renoverings- og flytteprojekt, og i øvrigt først ferie i juli. Så for mit vedkommende var det udelukket. Tina tøvede lidt, jeg kunne se at det fristede hende at komme væk fra regnen. Så jeg sagde at hun da sagtens kunne tage med. Og hendes mor blev ved med at spørge Tina om hun ikke ville med. Hun havde snakket med Torben, ejeren af frisør salonen, at Tina godt kunne få ”lidt ekstra” fri som hun kaldte det. At naboerne glædede sig til at se hende, og at deres Morten også ville tage med, da han netop var godt hjem fra USA. Og han i øvrigt havde spurgt efter hende. Jeg skulle lige til at afbryde og sige, at hvis Tina ikke vil med, så var det vel hendes egen beslutning, for jeg var ved at blive lidt træt af hendes insisterende tone, og det virkede på mig, som hun snakkede ned til Tina. Men inden jeg nåede at sige det, hørte jeg Tina sige, ja tak til invitationen, og det virkelig ville blive dejligt at komme ned til solen og det klare blå vand. Det undrede mig lidt at høre hun pludselig sagde ja, for det var som det var navnet Morten, der fik hende til at sige ja. Men på det tidspunkt slog jeg det hen, og var vel bare lettet over at slippe for at høre plageriet, og jeg var da også glad på Tinas vegne, for at hun fik mulighed for at komme sydpå. Når hun nu gerne ville have sol på kroppen.

Men det var som der kom lidt uro tilbage i løbet af eftermiddagen, da jeg fandt ud af at Tina havde været kærester med Morten i flere år, indtil hans karriere sendt ham til USA, og hun ikke ville med ham derover.. Nu vendte han så tilbage, for at blive salgsdirektør i firmaet her i Danmark.

Køreturen hjem blev lidt mærkelig, Tina virkede fjern, og da jeg prøvede at spørge lidt ind til hvad det der trykkede hende og til Morten, så fik jeg ikke noget konkret svar. Jeg må nok også påtage mig min del af ansvaret for den dårlige stemning, men jeg var både forvirret og usikker, hvilket gjorde at jeg grublede over det hele end benyttede chancen til at få snakket om det hele med hende. Og så gik dagene bare slag i slag, jeg bøvlede med et utæt hus, hvor vandet trængte ind flere steder, flytte rod samt to børn, der begyndte at reagere på at skulle skifte fra kendte rammer og til Spanien. Og Tina tog ekstra vagter i salonen for at kunne holde fri med god samvittighed. Så det blev ikke så meget vi så til hinanden inden hun tog af sted.

Jeg begyndte så at flytte tingene fra lejligheden som planlagt, for at kunne bo i huset. Jeg regnede med at det ville gøre det lettere at blive færdig. Det gik da også fint, lige indtil mandag aften, hvor vinden tog fat i presenningen, vi har lagt over taget for at holde vandet ude. Så jeg måtte op på taget i øsregn vejr for at få styr på det, ellers ville der for alvor komme vand i. Men netop som jeg var færdig gled jeg og skvattede ned på brostenene i gårdspladsen og slog foden. Ret slemt, så jeg måtte en tur på skadestuen. Nu trisser jeg rundt hjemme og er ved at gå til i frustration over situationen. Jeg skrev en lang mail til Tina i forgårs, men jeg ved ikke hvornår hun får mulighed for at læse den, sidst vi snakkede sammen var søndag middag, hvor de var i havn, og havde fundet en lille ø, de ville besøge. Jeg savner hende, faktisk rigtig meget. Og jeg savner børnene, her er blevet total stille, og det er knapt så fedt at på bo ude på bøhlandet, når man er blevet forsynet med par krykker. Det meste af dagen går i sofaen, eller ved computeren, kun afbrudt af humpe ture til toilettet eller kaffemaskinen. Det postive kunne være, at der muligvis kom en brugbar tekst ud af timerne ved computeren. Men det vil jo nok kræve, at jeg stoppede med at klage min nød her i dagbogen, og gav mig til at være produktiv… det er vel et forsøg værd. ;-)