I morges blev jeg helt vildt ked af det, da min soldat sagde farvel til mig.
Sagen er jo den at min kæreste alias soldaten aldrig er hjemme, og når han så endelig er hjemme kan jeg ikke få nok af ham.
Det gør bare ondt at skulle sige hej og farvel til ham indenfor 24 timer, når man inderst inde ved at ens tid sammen med ham er meget sparsom.

Mine spisevaner gør det så heller ikke bedre.
Det er ligesom en yo yo, når jeg er sammen med kæresten eller sidder i min studiegruppe, der får lige pludselig jeg lyst til at spise masser af god mad, og evt. dele en flaske rødvin sammen med dem.
Men når jeg så bliver alene, ja så er følelsen til mad forsvundet, og jeg lægger egentlig ikke mærke til at jeg er sulten, før jeg vågner op om morgen med kvalme og en tom knurrende mave.
Men det sjove ved det hele er, jo at når jeg så endelig får noget at spise så har jeg mavekramper og en mave på størrelse med en graviditet i 3 måned.
Er jo udmærket godt klar over, at det er forkerte og dårlige spisevaner, men har bare ikke tid eller overskud til at rette op på dem

Arbejder jo ved siden af mit studie, som tjener, og der er der jo heller ikke ligefrem til tid til at man kan spise på bestemte tider.
Så uanset om jeg opstiller regler for mig selv ang. spisevaner, så ved jeg at de ikke bliver overholdt.
Farer jo fra den ene by til den anden, i løbet af en dag, og ved aldrig hvornår jeg er hjemme.
Men min sidste tanke her i nat, var at hvis jeg var så ked af det, når soldaten tog af sted. Hvordan vil jeg så ikke reagere når jeg sige farvel til ham i lufthavnen her til august?
At ens kæreste drager i krig, er en meget smertefuld og stresset proces.. aner ikke seriøst hvordan jeg skal holde op med at være ked af det.. det påvirker jo også ham.
Så på den måde er det jo en ulempe for os begge to...