Og så gik jeg ned i kælderen , låste mig ind på et afsides toilet og græd.
Ikke at kunne holde tårerne tilbage er noget af det værste jeg kan udsætte mig for, når jeg ikke er alene. Og især når jeg er på arbejde.
Det er sket 3 gange før. Den ene pga. af en modbydelig gæst, som på det tidspunkt fik reserveret en plads i skærsilden. Men at græde pga udmattelse er lige så frygteligt. ingen stopklods. Hjernen er så udmattet at det ikke nytter noget.
Det værste er, at man så træder ud i den samme mængde mennesker som en anden person. Opsvumlede øjne, rød næse og tårer, som stadig sidder på vipperne, vidnende om at der er flere hvor de kommer fra.
Men trykket var taget, næsten.
Og øjenkontakten var udeblivende de næste par timer.

Det er skræmmende når man ikke kan styre sig selv. Jeg har prøvet på den ene måde i form af anfald, men ikke at kunne styre sine følelser.....det er frygteligt.
Især for mig. Især fordi jeg altid skal være på toppen, stærk og hård.
Men jeg måtte krybe. Kravlede hen til korsets fod og lagde mig i et par sekunder i fosterstilling, følte mig sårbar, lille og trængte til trøst.

Men man får ikke noget medmindre man beder om det. Og mine våde øjne skræmte.
Mine masker var glemt derhjemme, men det var ligemeget...det var ikke en maske..det var mig. Og andres blikke, andres tilstedeværelse brændte som ultraviolette stråler på min albinohud.

jeg kunne ligeså godt gå rundt mellem dem uden tøj på. Det ville have været det samme.

Det er slut nu. I dag skal tiden bruges på at samle op, samle tropperne, finde de tabte atomer, den tabte hud, hjernen skal have hvile....jeg vil skrive eller læse. Stanken af bodega skal gemmes bag et nyt lag hårfarve og min hud skal peeles af, smides væk, så overskuddet igen kan få gunstige forhold og spire.