Jeg er lige kommet hjem fra koncert med Poul Krebs. Det var første gang jeg skulle opleve ham live så jeg var da lidt spændt på om han kunne leve op til stemningen fra hans dobbeltcd fra 2001 ”Det minder lidt om eventyr”
Jeg har hørt et par stykker fra hans nye cd og var ikke vildt imponeret..

Arrangementet, der bestod af spisning og koncert bagefter, var tilrettelagt for personalet med ægtefæller på mandens arbejdsplads.
Første pip kom da der blev delt billetter ud – ”Hvad, skal vi STÅ op?” Og flere pippede i koret på vej op af trappen til tredje sal i Torvehallerne. ”Jamen det kan vi da ikke.

”Jamen vi kan jo ikke se noget” kom det så, da de var kommet ind i salen, hvor der allerede var en del mennesker. Nej, men så må man jo altså bevæge sig lidt. Ståpladser er altså ikke nummererede.

Og da Krebsen så begyndte at spille for fuldt tryk, forsvandt de første ud af salen. Og ved pausen var endnu flere væk.

Nå, med min vanlige stille facon fik jeg mig, i løbet af pausen, placeret helt oppe foran. Så kunne jeg nemlig se. Men ingen af de andre fulgte med, men det måtte de så om.
Jeg havde fint udsyn og selv om der var mange mennesker stod vi ikke ”som sild i tønde” Kun lidt tæt. Jeg kom til at stå sammen med en pige og da jeg jo ikke kan holde min mund ret længe, kom vi i hyggelig snak. Hun havde været til flere koncerter med ham og mente, at Musikteateret i Horsens var meget bedre. Der er ikke så mange pladser og man sidder ned.

Krebsen begyndte igen Jeg lod rigtig musikken gå ind og forplante sig i hele kroppen. Jeg kunne mærke rytmen og kunne lade mig rive med.

Men så begyndte to megahøje mænd, nok omkring de to meter, at hoppe og danse lige ved siden af lille mig, der kun er 165cm. Det gik meget godt i starten, men efter, at der røg lidt rigelig øl ned, kneb det for dem at holde balancen.
Og selv om jeg er ret god til at stå fast, valgte jeg og flere andre alligevel at trække lidt til siden, selv om det irriterede mig voldsomt. Jeg kunne i hvert fald mærke at mit temperament rørte på sig. Men det ville nok være ret uklogt, at give ham en albue lige i lænden (højere kunne jeg jo ikke nå). Eller lige sørge for, at han mistede balancen helt. *griner*.

Nå, men hende pigen fra før, havde fundet et godt sted på trappen og vinkede til mig, at jeg skulle komme derop og holdt endda en plads til mig. Og så kunne jeg både se og nyde musikken uden at tænke over, hvornår jeg ville blive løbet over ende.

Så jeg mødte altså både nogen, der ikke tog noget som helst hensyn til andre og så nogen, der gjorde. De sidste husker jeg, de første glemmer jeg.

Nå, selve koncerten? Jo der var lidt for mange stille sange i første del, fortrinsvis fra hans nye cd. Lidt ensformige.
Men der kom meget mere gang i den i anden del, hvor han spillede flest gamle sange. Han virkede meget veloplagt og jeg synes, at han gjorde det godt.

Da jeg skulle hjem var der ikke spor af dem, jeg var kommet sammen med. Men eftersom jeg skulle køre de tre af dem hjem, skulle de jo nok dukke på et tidspunkt med mindre, det havde været en så overvældende oplevelse, at de havde skyndt sig at flygte i en taxa.
Nå, ved hjælp af sms fik jeg styr på dem. Så vi gik på jagt efter de 22 andre.

Det viste sig, at kun 6 ud af de 26 havde hørt hele koncerten. Resten var lige så stille sivet undervejs. Lidt trist for de to arrangører. De andre havde nok forestillet sig en aften med stille kulturel underholdning og ikke en, hvor man kunne være uhøjtidelig og slappe af.

Som helhed synes jeg at aftenen og koncerten var en rigtig succes. Dejligt at være af sted.

Så nu er det vist min sengetid.