Jeg er lige kommet hjem fra ferie. Dejlig ferie, hvor der også blev tid til besøg af en ”Fyldepenneven”, da vi nu var på de sjællandske kanter.
Men vel hjemvendt til det østjyske, gik jeg på Pennen for at se, hvad der var sket, siden jeg forlod civilisationen.
”Velkommen hjemmail” fra min bedste ven og en hilsen fra en anden, som jeg ikke kan huske, om jeg fik fortalt, at jeg tog på ferie. Dejligt at nogen tænker på en!!!!

Så skulle jeg lige omkring debatterne og faldt her over en omkring alder. Og det satte da lige nogle tanker i gang. Jeg havde godt set overskriften, inden jeg tog af sted ”Min mor skal være oldemor” men jeg havde ikke lige fået læst den. Og jeg startede med at skrive et indlæg i debatten.
Men, men, men blev klar over, at jeg havde mere på hjerte, end det debattøren havde ment i sit oplæg.

Det med alder er noget underligt noget.

Jeg fik mit første barn, da jeg var 25 år og endnu et tre år efter.
Og jeg fik mine sidste børn, som henholdsvis 36 og 39-årig.
Det giver en aldersforskel på 14 år på mine 4 ”krudtugler”.
Mit barnebarn er 3½ og har boet i perioder hos os, når hans mor ikke havde det så godt.
Han kalder mig ofte for ”mor” og så skal jeg da lige love for, at folk kigger. Og jeg morer mig over deres reaktioner.

Men det sætter også tanker i gang.

Min egen mor var 36, da hun blev mormor. Hun havde tre børn fra tidligere ægteskab og der er faktisk 20 års aldersforskel mellem dem og så os tre, der kom til senere. Min lillesøster blev født samme år, som den ældste af min mors børnebørn blev det.
Min mor blev oldemor i en alder af 66 og blev det faktisk 4 gange i løbet af et år idet, den ældste af børnebørnene var lidt hurtig og fik to børn indenfor et år.

Men hun virkede bestemt ikke gammel. Det var, som om det var med til at holde hende ung.

Men jeg undrer mig da undertiden over, at jeg har (halv)søskende, der i dag er pensionister!!! Men det har jo ikke så meget med mig, som person at gøre.

Men jeg kan mærke, at jeg bliver underlig tilpas, når jeg bliver mindet om, at jeg er ”mormor”. Ordet får mig til at være langt ældre, end jeg føler mig.

Hvert år mødes vores gamle gymnasieklasse til julefrokost og her kan man rigtig se, hvor meget og hvor lidt, der sker med mennesker. Nogle hænger stadig fast i 70’erne, samme påklædning, frisure, samme holdninger (”nu skal vi f…. ud og lave den revolution, for det er samfundets skyld det hele”) mens andre virker utrolig gamle og begynder at snakke om efterløn!!!
Ud af de 16 vi var i klassen, er der måske 3, der har det ligesom mig.

Jeg er sandelig ikke færdig med at uddanne mig, udvikle mig, være sammen med mine venner, udforske verden og finde nye sider af livet.
(Og rolig H. Jeg skal nok lade være med at starte på nye projekter lige med det samme ---*griner*)

Men det korte af det lange er:
Jeg kender unge mennesker på 75 og gamle på 30.

Jeg plejer at sige, at alder er relativ og at man ikke er ældre, end man føler sig. Når jeg ser tilbage på mit liv og mine erfaringer, kan jeg godt ind imellem føle mig ældgammel. Men når jeg så ser livsglæden blomstre omkring mig og oplever den sammen med andre, så bliver jeg vist aldrig mere end 30.

Sådan er det vist bare.