Jeg har været på en vaske ægte folkeskole i weekenden til noget jeg kalder SFO møde, men i virkeligheden var det et SFU møde, altså et politisk møde med ungdomsoprørerne fra Socialitisk Folkepartis ungdom.

Jeg har altid vist, hvad jeg syntes, der er ret og uret i min egen lille verden, da jeg gik i folkeskole var jeg overbevidst om, at alting var et emne til debat. Jeg elskede at være kritisk og fremstille nye vinkler på alting.

Jeg så i TV-avisen i går, at det er et problem at den nye generation af folkeskoleelever tror, at alting er til diskution, den generation tilhører jeg selv!

Da jeg kom på efterskole, begyndte min lille verden at blive større. Jeg indså, at man godt kan være respekteret (sej) og vellidt (populær) uden at være en rapkæftet kælling.
Jeg fik et indblik i ungdomspolitik og gadeaktioner.

Forleden kom jeg så videre, da jeg deltog i et intro møde til SFU.
Jeg regner med, at jeg en dag for taget en gymnasiel uddannelse og begynder at studere medicin på uni, derfor regner også med at få en høj uddannelse med en masse penge.
Jeg burde derfor sætte min stemme på et parti fra højrefløjen, men jeg ved også, at jeg ikke kan kigge bort fra de svage i samfundet.
Mennesket har skabt samfundet, og samfundet skaber mennesker. Social arv er en del af dagens Danmark.
Jeg har altid haft en opbakning hjemmefra, og jeg har derfor lavet mine lektier, og jeg har nu muligheden for at komme videre på gymnasiet.
Jeg kender mange unge, der slet ikke har haft opbakning hjemmefra, og endda folk der ikke har haft et hjem. De har ikke haft tid eller overskud til at lave deres lektier, og nolge gange så fører det til kriminalitet, når man er så tilsidesat i hjemmet og samfundet.
Jeg synes ikke at enhver er sin egen lykkesmed, og jeg mener også at vi skal have en stor stat. Vi skal hjælpe de fattigste i samfundet.
Mine egne forældre har ikke en universitets uddannelse, og jeg har aldrig manglet noget. Jeg er enebarn, men mine forældre er skilt, så vi har kun en indkomst herhjemme, og vi kan sagtens klare os med mindre end vi har, og det er en ren luksus.
For mig hører velfærd sammen med, at alle har velfærd.

Jeg vidste derfor godt, at jeg skulle finde et parti på venstrefløjen. For mig hører social demokraterne ikke rigtig til på højrefløjen mere, de ligger for langt inde på midten, og et midterparti kæmper ikke i så stor grad for at ændre det nuværende samfund, og jeg synes, at der er ting, der skal ændres.
Enhedslisten har ikke deres eget ungdomsparti, og de føler vist ikke, at folketinget er andet end et talerør til befolkningen.

Jeg fandt ikke selv på, at jeg skulle med til SFU´s møde, jeg blev 'lokket' af mine gamle efterskolevenner, men jeg er klar blevet meget positivt indstillet overfor orgsanisationen.

Weekenden var fyldt med nye ting - blandt andet nye venner. Det var en rar oplevelse at møde mennesker, der er så åbne overfor alting, men jeg er efterhånden blevet vandt til venlighed - det er ligesom om, at den populæritets krig, der foregik i folkeskolen er gået i glemmebogen, og folk er åbne overfor nye mennesker - man ved jo aldrig hvad man går glip af.

Jeg er selv en lille poptøs med et stort smil på læben. Jeg følte mig meget anderledes for en gangs skyld. De andre var meget flippet klædt, og jeg synes det var komisk, at det var min påklædning der var iøjenfaldende, for det er jo alle de andre, der går så meget op i at være anderledes og unikke, men helt ærligt, det er jo blevet moderne, så alle er unikke og anderledes på den samme måde..

SFU er feminister, og de holder på, at der stadig er en kamp for liged mellem mænd og kvinder, det er interessant, for jeg har altid set på feminisme som en gang gammelsdags udødt ævl, men kampen er jo ikke vundet endnu!
(* Tilføjet senere på dagen, da mine tanker begyndte at kører rundt igen)
Kampen som feminist er dog slet ikke den samme som den var i gamle dage, det er ikke længere en direkte kamp mellem kvinder og mænd, for kvinderne har de samme muligheder som mænd i dag. Vi har stemmeret og mulighed for uddannelse, derfor burde vi kunne kæmpe os ligeså langt op ad den sociale stige, men vi er også dem der føder børnene og går på barsel.

Jeg har en meget hård dag i dag, jeg kæmper stadigvæk i mod mig selv, men jeg er stadigvæk i dårligt humør, jeg har for mange negative tanker, og jeg er totalt destruktiv.
Jeg for intet ud af mit liv, hvis det foresætter på den her måde. Det er forfærdeligt, men ikke desto mindre, så kan jeg ved gud ikke finde ud af at komme videre for alvor. Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg lige præcis kan klare at være social i en eftermiddag - til et få par dage, men jeg er bestemt ikke socialiseret endnu.
Jeg sidder stadigvæk med begge føder solidt plantet i selvmedlidenhed - eller noget andet som jeg ikke kender navnet på, for jeg har ikke rigtig ondt af mig selv, min ynkelige tilværelse skaber jeg selv, og jeg kunne jo bare rejse mig op og gå ud i verden med et smil...

Det smil og den karisma jeg plejer at leve højt på er forsvundet, og jeg ved ikke hvor jeg skal finde den henne, for jeg er ikke sikker på hvornår det gik galt. Min USA tur startede hele min tomgang, men spørgsmålet er, om de 3 måneder var nok til at ødelægge mig, eller om det var gået galt i forvejen, og jeg bare 'ventede' på noget, der fik bæret til at flyde over.

Jeg er så fortvivler og ensom, selvom jeg er sammen med mennesker. Jeg føler ingen tilknytning til mig selv eller dem, der er omkring mig.
Jeg føler mig kun tryk når jeg er alene, for så er der et minimum af forventninger til mig, men på den anden side, så sider jeg alene med mig selv, og jeg er ikke en rar person for tiden.

Jeg havde aldrig forestillet mig, at det her - hvad end det er - skulle ske for mig, og det havde min omverden heller ikke, så uanset hvor jeg befinder mig, så er der ingen der vil accepterer det der er sket. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre...