Jeg er ikke mig selv for tiden. Jeg lader som om jeg er - men når jeg er alene kan jeg mærke at jeg er ked af det. Og jeg ved ikke rigtig over hvad. Sådan konkret.
Det gik helt galt i går.
Tobias ville komme forbi, og han havde været her mere en 5 minutter, før vi begyndte at skændes. Kan ikke engang huske hvorfor - så det har helt sikkert været noget fuldstændigt latterligt.
Men det endte med, han smækkede døren og kørte sin vej.
Så begyndte jeg at græde. Kunne mærke der bare var en masse inden i, der havde presset på i lang tid, men som jeg havde prøvet at gemme væk.
Havde bare lyst til at være sammen med Tobias, og snakke med ham om de ting ingen andre må høre. Og så havde jeg jaget ham væk inden jeg overhovedet var kommet i gang.

Det har været en forvirret og kaotisk tid på det sidste. Mhs til ALT.
Jeg havde bare brug for at få det hele ud,og havde håbet det skulle være i selvskab med Tobias.
Jeg hader når han bliver så rasende at han bare flyver ud af døren, og kører væk i høj fart. Tænk hvis han kørte galt, og det sidste jeg havde sagt til ham var nogle ord der kom ud af min mund i raseri.
Jeg ringede til ham, da jeg havde fået styr på mig selv. Han råbte en del, og så begyndte jeg at tude igen (FLOT RIKKE, det kører virkelig)
Han blev helt stille. Tror aldrig han har vidst hvor meget det gik mig på når han bare kørte.
Normalt er der intet at gøre. Han nægter at komme tilbage, fordi hans mening er, at aftenen alligevel er ødelagt. Jeg vil bare gerne have det ud af verdenen.
Men; i går kom ham tilbage.
Jeg gik ned til ham da jeg så ham køre ind - og udbrød spontant hvor meget jeg elskede ham. For det gør jeg. Det vil jeg altid gøre.
Savner ikke os - kun ham...
Vi fik talt det hele igennem, og havde en hyggelig aften alligevel.
I morges var han kørt uden at vække mig. Det hader jeg også når han gør! Vil gerne sige ordentligt farvel. Og når jeg ligefrem gider blive vækket 2 timer før jeg skal op, bare for at lave kaffe og morgenmad til ham - må han da forstå at det betyder noget.
Jeg hader at vågne alene. Dengang vi boede sammen, var han en morgen listet op på loftet og fundet alle mine gamle bamser. Dem havde han lagt rundt om mig, så jeg ikke skulle føle mig alene når jeg vågnede.*s* Han er fandeme så dejlig...
Jeg savner en rigtig kæreste. En man får sommerfugle i maven af at tænke på - og som jeg håber på som afsender hver gang der en en sms.
Hver gang jeg finder ham, er det ikke gengælt. I hvert fald ikke hvad følelserne angår. Så vil de kun knalde.
Tog mig selv i at tænke på om jeg sigter for højt. Om de fyre jeg gerne vil have helt er over mit niveau, og jeg bare må nøjes med dem på det nedenunder.
Nægter at tro det...
Der må da være en´- der kan lide mig , lige så meget som jeg kan lide ham?
Ard..nogle gange er det fandme håbløst at være så skide følsom!

Men fx. ham Brian overfor. Han har åbenbart, helt seriøst, troet vi havde noget kørende! Jeg har virkelig ikke gjort eller sagt noget der kunne gi´ham bare den mindste smule tro i den retning. Helt ærligt, jeg åbner ikke døren når han ringer på og har mindst 100 undskyldinger for ikke at kigge forbi ham selvom han bor lige på dem anden side af mit vindue. For helvede, jeg sagde nej tak til en Brøndby - fck kamb i parken fordi det betød jeg skulle se den med ham!
Men i går skrev han at han havde lagt mærke til jeg ikke havde været hjemme og sove (Hvad sker der også for det?)
Jeg sagde at jeg havde sover hos en der hed Jimmi, og kom måske til at lyde lidt for glad da jeg sagde det. I I hvert fald gik han helt på piller!
Noget med at han troede hans følelser var gengældt (A HVAD?) og han var ked af det, over jeg hellere ville sove hos en fremmed end hos ham (Undskyld, men Jimmi er ikke fremmed!)
Jeg blev helt paf, og vidste ikke om jeg skulle grine eller græde. Jeg var lidt i tvivl om han lavede sjov.
Det gjorde han åbenbart ikke.
Nu skal jeg bare slet ik se eller snakke med ham mere. Han er da mytisk.
Men det jeg mener er, at jeg ikke forstår at typer, som ham, overhovedet TROR jeg kunne falde for dem. (Okay, det lyder vildt arrogant - sådan er det ikke ment)
Der er også en fyr ude på det nye job der er helt vild i varmen.
En kunde.
Han har været der hver dag siden jeg startede - og står bare og hænger i butikken og snakker løs.
I dag invitrede han mig ud, på en ret kikset måde:
Ham:"Jeg skal i biograffen i morgen.."
Mig: "Nå, hvad skal du se, og med
hvem?"
Ham: "Det ved jeg ikke.. Jeg tror bare jeg inviterre en fremmed med..."
Mig:øhh (lettere nervøs for om han mener den fremmede er mig)...nå..øh..
Ham: Vil DU ikke med i biograffen?
Mig: Det tror jeg ikke min kæreste vil syntes om ( Jeg glæder mig til at bruge den sætning, når jeg rent faktisk har en kæreste at tage hensyn til)
Men hvorfor spørger han? Han er grim, fed og total irriterende - og jeg har virkelig ikke gjort noget for at opmundre ham!
(Er det her i virkeligheden ikke lidt af et luksusproblem? "Åh nej, hvad skal jeg gøre - der er så mange der inviterre mig ud" *s*Må hellere tage mig sammen, og bare være glad for der stadig er nogle der i det mindste gør det)
Jeg kan bare ikke forstå hvorfor det aldrig er de rigtige.

Hyggede mig iøvrigt rigtig rigtig multi meget hos Jimmi. Han er intet mindre end fantastisk. Der var så mange ting ved ham, hvor jeg bare tænkte "wow - er ham her for real?"
Må hellere lade være at udpensle eftersom han vidst læser nogle af mine indlæg - og det hurtigt kunne blive en pinlig affære uden flere hyggelige aftener sammen med ham. Og det skal sgu ikke ødelægges *s*
Må bare finde en ligesom ham, tror jeg...