Er lige kommet hjem fra en tur i biografen (så Rembrandt, cool film)... I dag er det 5 år siden jeg begyndte at komme sammen med Daniel, så det skulle jo fejres.
På én måde synes jeg bare at det var igår, vi begyndte at komme sammen... og alligevel, så mange ting har bare forandret sig fuldstændig. Jeg tænker ikke bare på det, at vi nu, i en alder af 21, har to børn sammen, hvilket jo i sig selv er nogle ret store forandringer... Store men gode ;-)
Men jeg har bare forandret mig så meget... Når jeg tænker, på den lille sky pige, der dengang løb ned af trapperne på gymnasiet, for at finde ham (på mange måder er jeg vel stadig lidt sky, men verden skræmmer mig ikke mere). Jeg så verden helt anderledes dengang, kunne nok have mine egne meninger, men var alligevel så afhængig af at være som \'almindelige\' teenagere, at de helt forsvandt, også for mig selv...
Jeg føler at jeg efterhånden er ved at få en dybere forståelse af mig selv. Det hjalp nok også at flytte hjemmefra, har siden jeg var helt lille haft en tendens til konsekvent at være enig i alt hvad mine forældre mente... Tænk at man virkelig har været så blind, at tro at de havde svaret på alt... Svaret findes kun inde i én selv!
Mange ting kværner rundt i hovedet på mig for tiden. Det hele blev sat i gang af noget der skete fredag for 1½ uge siden, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på her. Siden da har jeg haft manglende appetit (eller måske i virkeligheden bare sundere appetit, da alt jeg har haft lyst til er frugt og vand), haft svært ved at sove, mange op- og nedture (af den gode slags... dem man kan mærke udvikler selvom det er svært). Jeg har haft tendens til at falde i staver, og generelt chokeret hele min familie ved at takke nej til is *lol*
Af samme grund har mit visord fra tidligere i dag nok i den grad fascineret mig: (Vi kan godt tåle det én gang til): \"To enter into one mind is to discover things about your own that you may never have wanted to learn...\"
Jeg ved ikke helt hvor jeg ender henne, og jeg har stadig en lang vej, men jeg ved, at det erdet rigtige der sker for mig... Ville bare ønske, at jeg kunne tage af sted, helt for mig selv i en uge. Leve som en slags eneboer i et naturområde... men det er ikke lige sådan når man har to små børn. Og jeg har heller ikke den mindste lyst til at forlade dem, så indtil videre må jeg nøjes med den tid natten giver mig...
Jeg er træt af alt det formelle papirarbejde, der konstant trækker ens tanker væk fra sig selv... Man burde virkelig have en masse penge og så ansætte én til den slags!

Jeg vil drømme lidt videre :)

_________________________________
13. januar 2008

Ja det der skete 1½ uge tidligere kan nu findes ved at læse de to tidligere tekster. Det var ikke så let at gætte før.
Kunne ikke rigtig overskue konsekvenserne af de følelser jeg var ved at udvikle for min kærestes bedste ven. Trængte sådan til at komme væk fra det hele, få dem begge lidt på afstand og komme i balance med mig selv, for overhovedet at være i stand til at håndtere den situation.