jeg kan se ham, føle hans åndedræt på min hals. Jeg kan høre hans stemme der visker mit navn. Jeg kan huske hans søde ord.
Jeg kan mærke mine tårer. Mine salte tårer der render ned af min kolde kind. Fordi jeg kan ikke røre ham. Han er her ikke. Ikke længere. Og jeg savner ham. Savner ham så grusomt. Kulden gør mig helt blå. Det er ikke hver dag jeg er udenfor så lang tid. Men det er vinter. Jeg elsker vinter. Elsker at gå ud i min have og høre det frosne græs knitre under mine kolde fødder. Elsker den hvide farve alting får. Hele verden bliver så fredfyldt. Men i dag, kan jeg ikke glemme ham. Ikke engang mens jeg står herude og lader kulden fortage min krop.
Hvis hukommelsen bare var dårligere. Ville jeg så ikke glemme ham? Kan ikke. Vil så gerne.
Ønsker at trække mig væk, lade ham forsvinde. Jage ham væk fra mit sårbare hjerte. Jeg orker ikke, hvis jeg bliver såret, men idag-kan jeg ikke give slip.