Kan ikke lide når de skændes. Hader det. Det er det værste der findes, og de gør det tit. Jeg er egentligt ikke bange for de skal skilles. For det ville rage mig en skid. Jeg gider bare ikke høre på det. Det er noget andet, når det er mig og min bror der er oppe at skændes. Vi har ikke valgt at bo sammen. Vi har ikke valgt at være en del af en familie. Det har de. Det er dem der har stiftet familien. Det er deres skyld, at vi bor hvor vi bor, at vi er som vi er. Det er ikke til at holde ud. Jeg lukker døren, lige så stille, når de står der og skændes. Prøver på ikke at vække opmærksomhed, ønsker at være usynlig. Det er jeg også i deres verden, så det er ikke ligefrem den største udfordring. Jeg tager mine hørertelefoner på, og skruer godt op for musikken, til jeg ikke kan høre deres stemmer mere. Drukner deres råb, i den vildeste musik. Det de kalder larm, råb og ”særdeles ikke noget nær musik”. De forstår det ikke. De lytter ikke. For at forstå musik må man lytte, prøve at forstå det. De prøver ikke på en skid. Det eneste de gider er at skændes. Skændes om de mest banale ting. De burde tage en stille dans, ikke så hurtigt. Musikken varer ikke ved…