Jeg venter paa endnu et telefon opkald. EF i Boston - sidst jeg snakkede med dem var ikke saa vellykket, men i dag der er jeg mere fri. Jeg er ikke en presset situation, hvor jeg netop haabede paa, at kunne kommunikerer med nogle fra EF, mens jeg proevede at samle mine tanker, og finde roden til problemet. Saadan var min situation sidst de ringede, og det passede slet ikke ind i mine tanker, da jeg stadgivaek var for arrig til at forklare tingene paa en rationel maade.

Jeg kan ikke blaerer mig med, at jeg nogensinde kom saa langt! Jeg endte med at blive flyttet i en emergency (hmm.. mangler dansk ord! har boet her for laenge!). Nu ved jeg, at jeg er paa vej hjem. Jeg har faktisk givet op. Jeg kom skaevt ind paa det hele til at starte med, og der er noget galt endnu! Jeg ved ikke hvem, hvad, hvornaar og hvorfor alle mine problemer blev startet og det nager mig.! Jeg foeler ikke, at jeg har kraefterne til at slaa en streg over det og starte paa en frisk, isaer ikke, naar jeg uanset hvad ikke kan komme vaek fra de mennesker, der startede alt lortet.

Jeg har dog boet 3 maaneder i staterne paa den anden side af jordkloden, og selvom det overhovedet ikke har vaeret lutter lagkage, saa har jeg faaet venner og oplevelser.
Jeg maa dog indroemme, at jeg ikke fik saa mange oplevelser og uforglemmelig venner som jeg forventede. Vennerkredsen passer maaske til tidsperioeden jeg har vaeret herovre, men oplevelserne burde have vaeret mange flere! Her sker ikke en levende skid, og jeg tror endda, at jeg har vaeret heldig nok til at opleve mere end en amerikansk gennemsnits teenager fra det her sted!!

Jeg skal forklare EF, hvorfor jeg tager hjem, saa de kan skrive en rapport! Det regner jeg i hvert fald staerkt med! Jeg ved det ikke engang helt, maaske proever de, at overbevidse mig om at blive, men hvorfor skulle jeg? Det har jeg faktisk svaert ved at se. Jeg skylder kun Pat noget, hun er den eneste person, der har hjulpet mig, og jeg kan vel give hende credit i den telefonsamtale! Saa maa vi vaere lige. Hun fik jo ikke gjort noget i tide, saa jeg kunne komme paa afstand af problemerne foer de voksede sig uendeligt store!

Jeg er nervoes, mest for at de ikke vil lade mig tage hjem, men saa skal min mor fandme nok faa mig hjem - jeg er altsaa ikke i faengsel, selvom det her sted har mindet uhyggeligt meget om en isolations celle til tider. Jeg skal bare vaek nu.
Problemerne bider mig ikke saa meget nu, som de gjorde tidligere, jeg er ved at blive bloed, men det er forkert at vaere her!

Mine venner i skolen er kede af det, saa kede af det, at flere af dem har tilbudt mig, at jeg kan bo hos dem resten af aaret. Det er jeg MEGET glad for, det viser mig, at mine venskaber herovre ikke kun er overfladiske, selvom det har vaeret umuligt at opleve saa meget sammen med de mennesker.
Men.. Jeg vil bare ikke vaere her mere, og i teorien - hvor mange af mine venner i Danmark, som jeg elsker, ville jeg rent faktisk bo hos i deres familie! Familier er noget komplikeret noget..

Jeg foeler mig faktisk skaant for mange problemer, fordi jeg i Danmark bor alene sammen med min mor! En enemor og en teenagedatter er slet ikke det vaerste i hele verden! Jeg synes faktisk, at det er det bedste, men jeg fik ikke saa mange aar i en rigtig familie med mor, far og boern (eller barn i min situation, jeg fik heller aldrig soeskende!).

Jeg er meget glad for mit liv i Danmark, og jeg glaeder mig sindssygt meget til at komme tilbage, men jeg er eventyrlysten, og jeg har selvtilliden til at proeve forskellige ting.
Denne gang traadte jeg godt nok forkert, men det sker vel for alle!? Jeg er bare heldig, at jeg som 17-aarig allerede har oplevet saa meget! Jeg tror, at der er mange af mine venner, der aldrig har vaeret vaek fra mine foraeldre i mere end 2-3 uger.

Jeg maa hellere smutte for nu, jeg vil ikke virke asocial ved at sidde ved computeren! Jeg har mennesker at snakke med for en gangs skyld, og selvom ham der kineser drengen er speciel, saa er han skam meget sjov :P