Halleluja!
Han gik tidlig i morges. Stod op uden at sige god morgen og gik nærmest også uden at sige farvel. Jeg har ingenting hørt fra ham hele dagen, har selv forsøgt at skabe kontakt gennem en sms og senere har jeg ringet. Hver gang jeg ringede har det lydt som om hans mobil er slukket.
Ok…
Teoretisk set kan jeg føde når som helst. Der er godt nok lidt over 2 uger til terminsdatoen, men de kloge siger at man KAN føde når som helst 3 uger inden og efter datoen. Hvad får ham til at slukke sin mobil og ikke lade sig komme i kontakt med???
Tankerne har ”mind-fucket” mig hele dagen. Jeg er ALT for skrøbelig til det her show og er nu gået fra at føle mig såret og ked af det, til at være godt og grundigt VRED!
Det startede vel i går. Hans humør virkede skidt, han ville ikke med søs og jeg i biffen, blev hjemme og var allerede gået i seng da jeg kom hjem igen. Jeg lagde mig bare stille til at sove ved siden af ham og tænkte; vi tales ved i morgen.
Det gjorde vi så ikke lige frem!
Hvorfor agerer han MOD mig når han bliver skidt? Jeg ved jo at han har haft aftaler med andre mennesker i dag, så hvad HELVEDE er det lige der gør at han slet ikke kan være overfor mig?
Jeg forstår det ikke og GIDER HELLER IKKE bruge alle de kræfter på at prøve. Det er nok med de vridninger jeg har påført mit hoved i dag.
Jeg tog hjem til mor i et par timer. Det var rart at snakke, bare sidde i sofaen og snakke mens tv-bullshit kørte i baggrunden. Jeg burde ikke ha’ taget hjem. Jeg kunne sagtens ha’ blevet, spist aftensmad og taget hjem senere. Alligevel traskede jeg af sted. Kunne vel ikke holde denne følelse jeg har haft siden i morgen ud. Men den bliver bestemt ikke lindret af, at sidde herhjemme alene og ikke ane hvor jeg skal gøre af tankerne. Hjemmet er lige så tomt som køleskabet.
At slippe ham lidt og bruge energien på noget andet, er det bedste råd jeg kan tage i mod på nuværende tidspunkt. Det er åbenbart rigtig svært for mig at praktisere dette ud i dagen men jeg kommer sgu ikke levende igennem hvis jeg ikke forsøger (dramadronning!).
Mor siger det er et syndrom som hører til familien; at være elendig til at sige fra, sige til, sige hvad man egentlig godt kunne tænke sig i konkret form…i stedet tager man hensyn, ja man lider sgu ligefrem af denne her ”hensynsbetændelse” også bliver man så frygtelig såret over at folk ikke gør eller er overfor een, som man egentlig har brug for.
Hun har ret. En lille ting…hvordan skal L kunne vide, at jeg har brug for at blive mødt med et lille smil og et ”god morgen” for at føle freden i mellem os? Han har aldrig haft nogen mennesker der har haft brug for dette af ham og når jeg ikke siger ”DET har jeg brug for”, hvordan faen skal han så kunne gætte det?
Jeg ved bare, at han ville have så meget gavn af at slippe sig selv lidt og bruge bare lidt energi på at glæde andre…mig! Selv ved jeg hvor givende det kan være at gøre et andet menneske glad, tage mig til af personen og GØRE NOGET for denne person. Det kommer så positivt tilbage.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Familie-syndrom er publiceret
22/03-2007 19:15 af
Bastian.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.