Hjemme igen. Pga sygdom. Skal nok gå til lægen i morgen, selvom jeg selv nægter. Jeg ved ikke, hvorfor min hjerne ikke vil acceptere, at man bør gå til lægen, når man er syg? Måske fordi jeg er overbevidst om, at jeg selv kan overvinde min sygdom? Det kan jeg også godt på 14 dage måske, men hvis jeg går til lægen, får jeg noget medicin, og så tager det kun 3-7 dage.

Nå, men i dag har jeg lavet en aftale med min far. Jeg ved ikke, hvornår jeg sidst så ham, nok til min kusines konfirmation i april - det er noget tis!
Jeg håber, at han holder vores aftale i dag, for han har det med at aflyse i sidste øjeblik, eller helt at lade være med at komme..

Jeg bliver skuffet og ked af det hvis han ikke kommer, det kan jeg virkelig mærke. Normalt slår det mig ikke så hårdt, men i dag har jeg virkelig ikke brug for det nederlag, det er, at ens far glemmer en..

(15.44)
Det der ikke måtte ske skete. Min far har ringet og aflyst. Fuck!
Han ringede for en halv time siden, så det var i det mindste i bare lidt god tid (næsten en time før han skulle være kommet).
Men fuck jeg blev bare ked af det. Han siger, at han har problemer med maven. Og det kan da også godt være, og det er fair nok at aflyse aftaler engang i mellem, men det er bare så hårdt for mig, når det er ham, der gør det.

Jeg var så glad i går, da jeg mærkede, at jeg for en gangs skyld havde overskud nok til at tage den første kontakt med min far endnu engang.
Det er altid mig der ringer/sms'er først, men jeg har ikke haft overskud/lyst til at satse på et svar/en aftale der ville lykkes i meget lang tid. (Siden april, tror jeg!)

Dengang jeg stadig boede hjemme i niende klasse, lavede jeg en del flere aftaler med ham, da vi var tættere på hinaden. Han aflyste mindst 50 aftaler med mig i løbet af et år, og han aflyste enten under 1 time før, eller efter vi skulle være mødtes, eller også ringede han slet ikke.
Den skam og vrede jeg følte dengang kommer op i mig igen, når han aflyser den dag i dag.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det til min mor. Det er det sværeste skridt lige nu, for hun bliver så sur på ham, og så bliver jeg bare endnu mere ked af det.

Det er fandme ikke tit jeg græder, men det gør jeg nu. Jeg ved ikke engang, hvornår jeg græd sidst. Nu har jeg holdt mig væk fra min far i et stykke tid, og der har ikke rigtig været andre, der har såret mig. Det er fandme altid min far, der får mig til at græde..

Gad vide om han ved det? Kender han mig overhovedet godt nok til at vide, at han skuffer mig så meget, når han dropper mig?

Jeg laver altid sjov med min far, når jeg snakker om ham til andre, for helt ærligt har jeg så meget mere lort at lukke ud om ham, end jeg har gode ting at sige.

Jeg orker bare ikke at fortælle min mor det, for jeg vil ikke græde foran hende, og sætte så mange spekulationer igang i hendes hoved..

Jeg prøver virkelig på at tage mig sammen, men jeg føler mig så svigtet. Men jeg kunne jo også mærke allerede i morges, at det her var en dårlig dag at skulle risikere at blive svigtet af min far..