Min elskede pige!
Du skulle bare vide hvad du gør mod din far og jeg, når du gør som du gør. Du lukker os ude, vi må ikke kontakte dig, hverken på telefon eller på email.
Du køre os alle sammen helt ned, på din online står du som the lost child og gid det hele snart er slut. På hvad måde er du et fortabt barn, og hvad er det der snart er slut???. Hvad har vi dog gjort forkert? Ja! Jeg ved godt det er en sorg at have en syg mor.
Dog har jeg været hos jer, så nært som jeg kunne når jeg har det godt.Det hjælper mig bare ikke at, du gør som du gør, det gør det ikke bedre, og lige nu hvor jeg føler mig på vej op af den depression, som jeg røg for 3mdr siden.
Måske var det forkert at vi bad jer om at tage på ferie uden far og jeg, men jeg følte at i ihvertfald ikke skulle, blive hjemme fordi jeg var gået i panikangst, men jeg kunne ikke komme ud, bare det at skulle ud med skraldespanden var en stor overvindelse.
Nu kan jeg mærke at det begynder at gå frem af, ofså begynder du. Er du også på vej ud i en depression, så værd åben for fanden! Og lad os hjælpe dig.
Min elskede datter!Jeg forstår ikke hvad der sker med dig. DU er 27år, men det er som om du ikke er kommet ud af din teennager alder, på mange måder. Så føler jeg at hver gang jeg ser et lys forude, så slukker du det. Jeg kæmper som en løve for at blive så rask som jeg nu kan blive. Tænk bare på at i marst fik 480mg morfin daglig, nu er jeg nede på 60mg, så jeg ved godt
hvordan en narkoman har det. Jeg tror kun andre der har prøvet det, forstår det.
Kom tilbage min elskede datter, og fortæl mig hvad jeg gør forkert, for jeg ved det må være mig