Her og nu. Krop og psyke er adskilte.
Overtalte mig til at gå baglæns i dag, men jeg valgte at beundre fjorden igenigen. SElv fingrene rammer tastaturets små egoister som alligevel er så forbandet afhængig af hinanden, skønt de ikke vil indrømme det.

vi har især en lille satans rebel i gruppen. øverst til højre, nabo til ´- knappen, jeg tror den er ved at være slidt. Ligesom mig. Ihvertfald nu.
Men tit bider den tænderne sammen, trykker speederen i bund og uden nogen form for hensyn kører den afsted, sletter mine tanker.
Ja, ja..stavekontrollen er alligevel ude af funktion, jeg gætter mig frem og sætter bogstaver sammen som jeg nu kan huske dem.

Magtesløsheden er nu erstattet af apati og en endeløs venten på noget som de højere magter prøver på at forhindrer..jo,jo..jeg HAR set tegnene, men jeg kan sgu ikke sætte dem sammen (redaktionen henviser igen til den ukampdygtige stavekontrol til dem med selektiv hukommelse)

Noglegange ville jeg ønkse mig uvidende, ikke dum, ikke handicappet, men bare uvidende, måske lidt lalleglad, men det sker ikke, ikke mere. Nervebanerne har haft alt for meget socialt samvær til at skulle afbryde deres tætte fællesskab. Og I deres små grå overalls pisker de nu rundt for at hjælpe mig med at huske mit navn og det og det og det og det der. Men hvad nu hvis jeg ikke gider lige nu?! holder de aldrig weekend. Åbenbart ikke. Ikke engang når de har hængt deres små beskidte arbejdsbukser og gået til ro, nej, så tager natarbejderne bare over. Hele tiden..arbejd, arbejde, arbejde..som små emsige kinesere. Bare knap så effektive..ha..ha
Træthedens latter er uden klang og melodi. Uden gejst og iver. Tanker om flugt er begyndt at komme tilbage. De positve tanker bliver færre, eller ihvertfald sat til side for en tid.

Det kræver faktisk mange kræfter og meget overskud at være positiv, at hive de få rester ud af kræft, af død, af selvmord, af alkoholisme, af angst, af frygt. Det ved alle, ja, og det ER sgu lettere at synke ned i det istedet for at kæmpe for at holde sig flydende. Men engangimellem skal man f....have en pause, gøre som en rødspætte og langsomt dalre ned på bunden, grave sig ned i dyndet og mæske sig i resterne af håbene, afstødt kærlighed, sort had og små ruiner fra store armbevægelser.

Måske svømme lidt rundt i det "for vores mor har sagt at svømning er sundt".
Apropos materen, jeg forstå ikke hvorfor jeg altid er ked af det når jeg forlader min mor efter en dejlig dag sammen, skønt jeg ikke vil indrømme det, kan jeg nok godt lide at lide på et ubevidst plan, jeg har det bedre når hun er stiv, jeg kan slet ikke arbejde med at vi har det så godt sammen nogle dage. Er jeg så en lækkerbisken for kvaksalvere? Njaa...måske, men så er det sgu ikke kun på det punkt...hæ..hæ

Omend ikke andet, så huskede jeg at grine igen i dag og være venlig overfor mindst eet menneske (ikke relateret til arbejdet). så lidt fik jeg da udrettet, selvom jeg havde svært ved at sige noget. jeg tror min stavekontrol gik i stykker da jeg sad i toppen af et pariserhjul på havnen og prøvede på at nyde den fantastiske udsigt, skønt skrækken flød sammen med den halve liter fassbier og mine hænder gjorde ondt af at klamre mig til en stang, som alligevel ikke ville kunne redde mig, hvis den besluttede sig at knække sig ud over hele kajen.

Men jeg som elsker tivoli og alt dens væsen, sad som en ynkelig forfrossen mågeunge og peb, mens jeg pressede mit lille smil frem. Positiv tankegang, ja...men det er fandme hårdt.