Det er en lang historie, men jeg skal se, om jeg ikke kan gøre den kort. Eller i hvert fald kortere.

En af mine mest etablerede karakterer er japansk. Hun er også jazzsanger. Jeg elsker at skrive om hende, fordi hun er fantastisk ukompliceret, sammenlignet med nogle af de andre karakterer jeg skriver om i det samme univers (host host, Marguerite) og hvis jeg bare har lyst til at udfolde noget specifikt sprogligt eller arbejde i en bestemt genre eller noget helt tredje, så er hun en nem karakter at kaste ud i netop sådanne eksperimenter. Hendes navn er Shiori, hvilket jeg personligt synes er et utroligt smukt navn.

Jeg har ikke nogle problemer med at skrive hende som sådan, ud over - selvfølgeligt - de to åbenlyse. Jeg er ikke selv japansk og jeg ved ikke selv en døjt om jazz, udover at jeg jævnligt lytter til det, så når jeg skriver om disse aspekter af hendes person, må jeg ty til snyd. Når det kommer til hendes nationalitet, griber jeg som regel til min evige litterære inspirationskilde, Haruki Murakami - som er en mester ud i interessante kvindekarakterer og som skriver om det moderne Japan fra sin egen, magisk-realistiske synsvinkel, hvor jeg i hvert fald kan tage nogle markører fra. Derudover er jeg ikke totalt fremmed overfor japansk kultur, jeg har interesseret mig for specifikke aspekter af japansk kulturliv i årevis, men det gør mig jo ikke til hverken japaner eller ekspert, så jeg gør mit bedste for ikke at være stødende eller stereotypisk i mine optegnelser. Når det kommer til jazzen, har jeg lidt bedre kår. Jeg har lyttet til jazz i et par år og sporet mig ind på et par japanske jazzkunstnere, samt standarderne indenfor genren såsom Holiday og Sinatra. Jeg er begyndt at smålæse i nogle jazz magasiner man kan låne på vores hovedbibliotek for at lære jargonen og bare mærke hvilke ting rører sig i jazzmiljøet - i Danmark, i dette tilfælde, men det er jo bare et eksempel. Alt i alt, synes jeg, at jeg laver min research for at skabe en fuld og hel karakter, men nogle gange... som her til morgen... sidder jeg alligevel tilbage med følelsen af, at være trådt ud i et minefelt, langt udenfor lands lov og ret.

Jeg er nemlig ikke af den overbevisning, at en forfatter skal kunne skrive om hvad som helst.

Jeg mener personligt at vi som forfattere har et ansvar overfor de mennesker vi evt. repræsenterer i vores litteratur. Min kæphest er den homoseksuelle repræsentation, når den er skrevet af heteroseksuelle eller andre udenfor LGBTQA+ spektret. Dette er ikke for at sige at heteroseksuelle ikke må skrive homoseksuelle karakterer, så ville jeg heller ingen ret have til at skrive en japansk karakter som pæredansker, men som heteroseksuel har man et særligt ansvar overfor den homoseksuelle minoritet i hvordan man vælger at repræsenterer denne minoritet. Findes der feminine, flamboyante og promiskuøse bøsser? Ja, det gør der, men det ved vi godt allerede, det er allerede blevet en stereotyp vi kender, måske kunne man for en gangs skyld repræsenterer nogle af de mange andre typer bøsser der findes.

På samme måde gør jeg i mine egne skriverier mit ypperste for ikke at skrive en japansk karakter der kun lever op til den europæiske forudindstilling om japanerne. Det skylder jeg ikke kun min karakter, der derved bliver mindre todimensionel, men også og ikke mindst de japanere der eventuelt en dag skulle få fingre i mine tekster, hvis det nogensinde skulle ske. Måske har jeg ikke ramt plet, men i det mindste har jeg gjort et ærligt forsøg.

Jeg forsøger virkeligt ikke at pudse min glorie her og på morgener som denne bliver jeg også helt i tvivl om jeg overhovedet burde skrive om Shiori i sidste ende, men med disse tanker ude at hovedet føler jeg mig bedre til mode og kan endda komme til en vaklende konklusion, mest af alt rettet mod mig selv:

Skriv om homoseksuelle, skriv om japanere, skriv om alle de mennesker der ikke er som dig selv, men gør det respektfuldt. Hav respekt for deres måde at være, deres måde at leve, deres måde at elske. Gør dem ikke til objekter i din fiktion, gør dem i stedet til levende, åndende subjekter. Subjektet har i det mindste værdighed, selv hvis det skulle vise sig at være en smule fejlagtigt skrevet.